Foto: Colourbox

14.11.22 ATL Nyheder

Høje dieselpriser skaber usikkerhed om fremtiden

Priserne på brændstof er eksploderet, og det kan for alvor mærkes hos de vognmænd, der er fanget i lange offentlige kontrakter. Og udsigten til flere prisstigninger på diesel er bekymrende, lyder det fra ATL.

Det kan efterhånden næppe have gået nogens næse forbi, at priserne på energi er eksploderet. Det gælder også priserne på diesel, hvilket rammer landets vognmænd hårdt. Og ifølge Troels Ranis, der er branchedirektør i DI Energi, kan priserne på diesel meget vel blive højere hen over vinteren.

Det er rigtig svært at spå om prisudviklingen, men generelt bør vi nok forvente, at energipriserne forbliver høje et stykke tid endnu. Når vi kigger på, hvad det koster at købe oliekontrakter i 2023, ligger prisen fortsat højt, og det påvirker selvsagt brændstofpriserne. Det skyldes bl.a., at de olieproducerende lande generelt er tilbageholdende med olieproduktionen, og læg dertil, at der er større rift om olien, som alternativ til gassen i både forsyningssektoren og blandt nogle store virksomheder, siger Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi.
Energi- og forsyningskrisen, der udspringer af den russiske invasion af Ukraine, viser os, at der er et kæmpe behov for at få turbo på den grønne omstilling, så vi i langt højere grad bliver selvforsynende på energien, siger Troels Ranis.

Og udsigten til at dieselpriserne kan nå nye højder giver anledning til stor bekymring hos ATL – Transportens Arbejdsgivere.

Vi står i en situation, hvor mange transportvirksomheder er fanget i offentlige kontrakter, der ikke tager højde for de ekstremt høje brændstofpriser. Og på trods af utallige opfordringer fra ministerier og styrelser, ser vi desværre kun, at kommunerne meget sjældent tager en konstruktiv dialog med deres leverandører om kontraktforhold, siger Lars William Wesch, direktør i ATL.

Og konsekvenserne ved at ignorere udfordringerne kan være store – ikke kun for virksomhederne, men også for kommunerne, vurderer direktøren.

Mange transportvirksomheder udfører jo samfundskritiske opgaver. Alt fra affaldssortering til kloakrens og snerydning, som for alvor er opgaver, der skal løses nu, hvor vi går en kold og mere våd sæson i møde, siger Lars William Wesch og fortsætter:
Kommunerne må indse, at det kan have store konsekvenser – også for dem selv, når deres samarbejdspartnere bliver hårdt ramt på grund af urimelige kontrakter. Det er uholdbart for samarbejdet, og jeg vil derfor gentage min opfordring til, at kommunerne tager en snak med deres leverandører og finder en holdbar løsning, der er i alles interesse, siger han.

Han understreger samtidigt, at transportfirmaer i fremtiden bliver nødt til at gardere sig endnu bedre mod prisstigninger i deres kontrakter med det offentlige.

Der er nødt til at være et indeks i kommende udbud, der kompenserer for ændringer i brændstofpriserne. Det må være læren af, hvad vi har været vidner til det sidste halve års tid, hvor virksomhederne har haft rigtig meget på spil, siger Lars William Wesch.

Relateret indhold