06.02.23 ATL Nyheder

Kom med på DI’s bestyrelsesuddannelse

Mange arbejdsdage handler om at få den daglige drift til at fungere bedst muligt. Men det kan være sundt at komme væk og få udviklet nogle nye kompetencer, som kan give et nyt perspektiv på virksomheden og de muligheder, der er for at udvikle den.

DI’s bestyrelsesuddannelse er et tilbud om at komme op i helikopteren og få nye strategiske briller til at se på virksomheden fra en anden vinkel. En af dem, som har udnyttet det tilbud, er Annette Zerrahn, der er chef for HR og Jura hos transport- og affaldssorteringsvirksomheden Remondis A/S. I efteråret gennemførte hun DI’s bestyrelsesuddannelse i selskab med blandt andet ATL’s direktør, Lars William Wesch, og andre ledende medarbejdere fra vejgodstransportbranchen.

Vi var fire folk fra transportbranchen, og det gjorde, at vi havde en indbyrdes forståelse og kunne give hinanden sparring på konkrete emner. Men det var også meget givende at sidde med folk fra andre brancher og med vidt forskellige funktioner og stillinger. Jeg sad sammen med fire administrerende direktører, en CFO og en medarbejderrepræsentant, så vi kunne lære af hinanden på kryds og tværs af stillingsbetegnelser og brancher, fortæller Annette Zerrahn.

På de syv moduler i uddannelsen blev det meget tydeligt, hvor vigtigt det er, at bestyrelsesmedlemmerne holder sig fra den daglige drift og i stedet koncentrerer sig om de overordnede og strategiske beslutninger.

Man er direktionens sparringspartner, og man skal kende sin plads, så man kigger på globale tendenser og de strategiske issues, der kan påvirke virksomheden, i stedet for at man blander sig i den daglige drift, fastslår Annette Zerrahn.

Hendes motivation for at melde sig til bestyrelsesuddannelsen er et ønske om at kunne bidrage med et andet perspektiv til en bestyrelse, som ofte er fyldt af mænd i blå jakkesæt med en fælles opfattelse af, hvad der tæller.

Jeg oplever, at HR- og ledelsesperspektivet ikke fylder vanvittigt meget i bestyrelsesarbejdet, hvor budgetter og månedsregnskaber er det vigtigste. Her mangler der lidt forståelse for, at en organisation bliver drevet af medarbejderne og ikke kun af tal og biler, siger Annette Zerrahn.

Fakta: DI bestyrelses-uddannelse består af følgende moduler

  • Bestyrelsesroller, kompetencer, dynamik og samspil (del 1)
  • Bestyrelsens pligt og ansvar
  • Økonomi og årsrapporten
  • Bestyrelsesroller, kompetencer, dynamik og samspil (del 2)
  • Fra strategi til eksekvering og transformation, bl.a. ifm. ESG-agendaen
  • Din plan for bestyrelsesarbejde
  • Bestyrelseskarriere og netværk

I foråret starter et nyt hold på DI’s bestyrelses-uddannelse den 23. marts i Nyborg.

Læs mere her om uddannelsen her: DI's bestyrelsesuddannelse (danskindustri.dk)

Relateret indhold