Hele den særlige opsparing udbetales som løn
ATL/DI og 3F Transport er nået til enighed om at ændre i overenskomsten, så hele den særlige opsparing fremover skal udbetales som et løntillæg.
Den 4. marts i år indgik ATL/DI og 3F Transport forlig om en fornyelse af Transport- og Logistikoverenskomsten. En af de helt centrale punkter i aftalen var, at en del af medarbejdernes særlige opsparing fremover skulle konverteres til et løntillæg - med mindre den enkelte medarbejder selv aktivt anmodede om at beholde sin opsparing.
Nu er ATL/DI og 3F Transport blevet enige om at ændre i forliget, så hele den særlige opsparing fremover vil blive udbetalt som et løntillæg, hvis ikke medarbejderen anmoder om at beholde opsparingen.
Jeg er glad for, at vi sammen med 3F Transport har landet denne ændring, der imødekommer et ønske fra vores og 3F Transports medlemmers side, og som er meget nemmere at administrere for alle, siger branchedirektør i ATL, Lars William Wesch.
Nemmere ordning
Med ændringen vil hele den særlige opsparing pr. 1. juli 2023 blive udbetalt som et løntillæg. Det samme gælder efter 1. marts 2024, når satsen for den særlige opsparing stiger til ni procent af medarbejdernes ferieberettigende løn.
Den nye ordning træder i kraft den 1. juli 2023, når kontoen efter den gamle ordning er gjort op ultimo juni.
Som tidligere meddelt, skal virksomhederne intet foretage sig i relation til forliget før resultatet af afstemningen af Forligsmandens mæglingsforslag er kendt senere i april.