Foto: Privatfoto

13.03.23 ATL Nyheder

Tidlig ESG indsats kan give konkurrencefordele

I Meldgaard Gruppen i Aabenraa har de udpeget en ESG-ansvarlig, der er med til at dokumentere virksomhedens aftryk på klima, samfund og miljø. Noget, der allerede nu efterspørges af flere kunder. Samtidig ser virksomheden fordele i indsatsen i forbindelse med udbud.

Det er om at komme i gang med EU’s bæredygtighedsrapportering, ESG.

Også selvom de nye krav til store virksomheders dokumentation af deres aftryk på samfund, klima og miljø først bliver et lovkrav for regnskabsåret 2025.

Sådan lød opfordringen fra Dansk Industris chef for Global udvikling og bæredygtighed, Marie Gad, i et interview med ATL, som vi bragte i november. 

For ifølge bæredygtighedschefen kommer rapporteringen til at berøre langt de fleste i transportbranchen.

Selvom direktivet er rettet mod større virksomheder, så skal de også indhente information hos deres underleverandører, der skal dokumentere deres miljø- og samfundsmæssige påvirkning i værdikæderne. Det betyder kort sagt, at stort set alle virksomheder vil blive påvirket.

Af hensyn til kunderne
Det budskab har de taget til sig i transport- og miljøvirksomheden Meldgaard A/S. Ifølge direktør og medejer i Meldgaard Gruppen, Line Meldgaard, har virksomheden valgt at rykke tidligt på bæredygtighedsrapporteringen af hensyn til virksomhedens egne kunder.

I dag ønsker flere og flere af vores kunder at kende deres eget klimaaftryk, og det vil vi jo rigtig gerne kunne hjælpe dem med, samtidig med vi også selv er fortaler for den grønne omstilling, siger hun og fortsætter:
Samtidig ser vi, at rapportering af CO2-aftryk er ved at blive en væsentlig parameter i mange af de licitationer, der er interessante for os for eksempel på renovationsområdet. Så samlet set tænkte vi, at vi lige så godt kunne se at komme i gang.

I dag har virksomheden været i gang med ESG-arbejdet i et lille års tid. Arbejdet er forankret i en styregruppe, hvor blandt andre Line Meldgaard selv sidder med, og kort inden jul udpegede virksomheden sin første ESG ansvarlige.

Øver sig i ’22, ’23 og ’24
Valget af ESG ansvarlig faldt på Mette Møbjerg, der er mangeårig controller i virksomheden. Sammen med Line Meldgaards søn, Karl Emil Meldgaard, der lige nu bruger et sabbatår i familievirksomheden, bruger hun i dag en betydelig del af arbejdstiden på at kortlægge virksomhedens værdikæder.

Det er et omfattende arbejde at kortlægge vores værdikæder og ikke mindst at indhente data fra alle vores leverandører. Derfor kommer vi til at øve os på ESG i årsregnskaberne for ’22, ’23 og ’24, så vi kan blive endnu klogere på, hvad der for os er den bedste måde at rapportere på, siger Mette Møbjerg.

Meldgaard Gruppen har valgt at måle både på scope 1, 2 og 3, der dækker over, at virksomheden, udover sit eget klimaaftryk, også måler på CO2-udledningen hos leverandører og produkter.

Arbejdet omfatter derfor også, hvad CO2-aftrykket er i forbindelse med produktionen af de lastbiler og containere, virksomheden bruger, samt en kortlægning af, hvad virksomhedens udledning er for de mange typer af opgaver, virksomheden løser.

At virksomheden er tidligt ude med ESG, mærker Mette Møbjerg især, når hun eller Karl Emil er på datajagt hos virksomhedens egne leverandører.

Nogle gange er der nogen, der ikke ved, hvad vi taler om. Så det tager lidt tid. Men jo mere, vi kommer ind i stoffet, jo mere kan vi se, at det var rigtigt, at vi gik i gang så tidligt.

Læs mere om Meldgaards ESG arbejde her: Meldgaard Holding A/S

Vil I selv i gang? På DI’s side om bæredygtighed er der samlet masser af information og guides om ESG, ligesom det er muligt at melde sig webinarer og netværk: Bæredygtighed - DI (danskindustri.dk)

Fakta

FAKTA om ESG

ESG står for Environmental, Social og corporate Governance og er et EU-direktiv, der fra 2025 pålægger ca. 50.000 virksomheder i EU at rapportere aftryk på klima, samfund og ledelse. For de største danske virksomheders vedkommende, herunder alle aktieselskaber, skal rapporteringen ske i forbindelse med virksomhedernes årsrapport.

FAKTA om Meldgaard A/S

Familieejet virksomhed grundlagt i 1970 i Aabenraa, hvor koncernens hovedsæde fortsat ligger. Virksomheden beskæftiger ca. 750 medarbejdere og tilbyder blandt andet dag- og erhvervsrenovation, vejgodstransport og maskinsalg. Virksomheden råder over en vognpark på ca. 350 biler og havde i 2022 en omsætning på ca. 1 mia. kr.

Relateret indhold