25.04.23 ATL Nyheder

Et lille plaster på såret – for nu

Mens regeringens kilometerafgift kun afventer Folketingets endelige vedtagelse, er det en lille opmuntring, at transportminister Thomas Danielsen nu har meldt ud, at hans ministerium vil fremrykke lempelsen af vægt og dimensioner til 1. januar 2024.

Det er positivt for branchen, da lempelsen, stik modsat kilometerafgiften, vil være med til at gøre transportbranchen mere effektiv og mere grøn, da der fremover kan flyttes mere gods med færre lastbiler.

Fremrykkelsen af lempelsen er samtidig et af de forslag, som Dansk Industri har argumenteret for i lang tid – udover at vi har kæmpet imod kilometerafgiften. Vi vil derfor give transportministeren kredit for at have lyttet i denne sag, selvom det desværre ikke ændrer ved helhedsindtrykket af en regering, der bevidst sidder mange gode forslag overhørig, der kunne sikre grøn omstilling af vejgodstransporten: Hævelse af dieselafgiften, tilskud til køb af klimavenlige lastbiler, fjernelse af afgifter på grønne brændstoffer - for bare at nævne tre.

Kilometerafgiften og grøn omstilling i transportbranchen var naturligvis også et emne, der blev talt om på den nys afholdte transportmesse i Herning. Her gik formanden for Folketingets Transportudvalg, Rasmus Prehn (S), desværre kun så langt, at han fra messens debatscene lovede at tage de mange gode forslag, som DI Transports Karsten Lauritzen fremlagde, herunder behovet for tilskud til klimavenlige lastbiler, med sig hjem til kollegerne på Christiansborg.

Hvis lempelsen af vægt og dimensioner er et lille plaster i en tid, hvor branchen igen kan se frem til ekstra skatter, må Rasmus Prehns udmelding nok mest betragtes som det allermindste børneplaster.

Vi og DI Transport bliver derfor ved med at kæmpe imod kilometerafgiften – også efter den bliver endeligt vedtaget - ligesom vi løbende vil fremlægge og gentage vores forslag, der kan sikre en fair, grøn omstilling af vejgodstransporten. Det fortjener branchen.

Relateret indhold