12.04.23 ATL Nyheder

Overenskomsten er trådt i kraft

Et flertal af lønmodtagerne har stemt ja til OK23. Dermed gælder den vedtagne ATL-overenskomst med tilbagevirkende kraft fra den 1. marts 2023.

Et flertal af lønmodtagerne har stemt ja ved urafstemningen til det resultat, som organisationerne var nået til enighed om. Det viser resultatet af urafstemningen, der blev offentliggjort onsdag den 12. april kl. 12.30 på Forligsinstitutions hjemmeside.

Dermed gælder den nye, to-årige ATL overenskomst og øvrige overenskomster af betydning for ATL’s medlemmer med tilbagevirkende kraft fra den 1. marts 2023.

Som arbejdsgiver skal I derfor efterregulere med tilbagevirkende kraft fra starten af den lønningsuge, som den 1. marts 2023 faldt i.

Hovedelementerne i aftalen vedrørende ATL/3F overenskomsten er følgende:

  • Normaltimelønnen stiger med 6,00 kr. pr. 1. marts 2023 og med 5,75 kr. pr. 1. marts 2024.
  • Overarbejdssatser stiger med 3,5 pct. i 2023 og 3 pct. i 2024. Øvrige genebetalinger stiger med 4,5 pct. i 2023 og 3,5 pct. i 2024.
  • Konvertering af hele den særlig opsparing til særligt løntillæg.
  • Arbejdsgivers pensionsbidrag ændres pr. 1. juni 2023 fra 8 til 10 pct., mens medarbejderbidraget ændres fra 4 til 2 pct. Den samlede pensionsindbetaling vedbliver således med at være 12,0 pct.

Nye satser for overarbejde
Timen før normal arbejdstid samt 1., 2. og 3. time efter normal arbejdstid stiger til:

  • 1. marts 2023 kr. 40,76 og
  • 1. marts 2024 kr. 41,98.

Timer derefter samt timer på søn- og helligdage stiger til:

  • 1. marts 2023 kr. 100,12 og
  • 1. marts 2024 kr. 103,12.

Særlig opsparing og særligt løntillæg
Fra 1. juli 2023 ændres udgangspunktet for betaling af særlig opsparing. Det betyder, at der indføres et særligt løntillæg, som udbetales løbende sammen med medarbejderens løn. Hele den særlig opsparing skal omregnes til et normalløntillæg, som pr. 1. juli 2023 udgør:

  • For timelønnede 5,90 pct. af den ferieberettigende løn
  • For fuldlønnede 6,30 pct. af den ferieberettigende løn

Hvis medarbejderen anmoder herom, skal der, i stedet for løntillægget, opspares samtlige 7 procentpoint som særlig opsparing.

I alt stemte 79,00 procent af lønmodtagerne ja ved urafstemningen, der havde en stemmeprocent på 59,30 procent.

Du kan klikke her for at sikre dig en notifikation, når den nye overenskomst er klar til at blive afsendt.

Du kan læse nyheden om Transport- og Logistikoverenskomsten ved at klikke her, Funktionæroverenskomsten for Handel, Transport og Service ved at klikke her, og for Metal- Transportoverenskomsten ved at klikke her.

 

Relateret indhold