15.05.23 ATL Nyheder

Årsdag og generalforsamling flytter til Industriens Hus

For første gang afholdes ATL’s generalforsamling og årsdag i Industriens Hus i København. Det skal sætte ekstra fokus på alt det, ATL’s medlemmer har adgang til som medlemmer af Dansk Industri.

I de senere år har Hindsgavl Slot på Fyn haft for vane at lade sine gamle mure danne rammen om ATL’s generalforsamling og årsdag. Men i år har ATL valgt at flytte medlemsfesten til Industriens Hus i København.

Og det er en helt bevidst beslutning, forklarer ATL’s branchedirektør, Lars William Wesch.

ATL’s medlemmer er også medlemmer af Dansk Industri, der er landets største arbejdsgiver- og erhvervsorganisation. Dermed har vores medlemmer også adgang til en lang række tilbud udover overenskomsten og den rådgivning, som ATL’s konsulenter yder, siger Lars William Wesch og uddyber:
En del af vores medlemmer udnytter allerede mange af de muligheder, der er, mens andre endnu ikke kender til alt det, Dansk Industri har på hylderne – herunder kurser og netværk om ledelse, forretningsudvikling, grøn omstilling og meget andet. Ved at holde dagen i Industriens Hus får medlemmerne mulighed for at se huset indefra og få en masse inspiration med hjem, siger Lars William Wesch.

Varieret program

Alle elementerne i den store dag er endnu ikke 100 % på plads. Men Lars William Wesch tør godt love, det bliver en spændende dag, der giver masser af viden og indsigt.

Årsdagen har i år fået temaet Omstilling med omtanke, der er valgt, da transportvirksomhederne fra flere sider er under pres for at omstille sig, mens kun få kan svare på, hvordan det skal ske på en økonomisk bæredygtig måde. Derfor rummer programmet blandt andet en debat, hvor eksperter, udbydere af drivmidler og virksomheder kan diskutere den grønne omstilling af transportbranchen.

Derudover vil politisk kommentator Noa Redington fortælle om det politiske klima på Christiansborg efter ni måneder med SVM-regeringen, mens Henrik Drusebjerg, Head of Nordic Investment Strategy i Quintet, vil fortælle om udsigterne for dansk erhvervsliv nationalt og globalt.

Lærlingepris og middag

Undervejs vil ATL også uddele Transportens Lærlingepris og for første gang nogensinde den nyindstiftede Transportens Lærepladspris.

Derudover har Rasmus Tantholdt, der er reporter på TV2, meldt sin ankomst for at give forsamlingen sin personlige beretning fra krigen i Ukraine.

Se programmet og tilmeld dig her 

Relateret indhold