ATL’s lederuddannelse skinner igen
Nyhedsbrevet var med på sidelinjen, da hold 7 på ATL’s lederuddannelse lærte om effektive teams og hvordan medinddragelse kan styrke motivation og arbejdsglæde blandt medarbejderne.
En mand i lyseblå skjorte vender ansigtet væk fra et flipboard, hvor han netop har tegnet en skitse af et hus og kigger forhåbningsfuldt ud over gruppen af kursister, der har samlet sig i tre grupper. Efter et par sekunder byder en kursist forsigtigt ind og kort efter samler manden ved flipboardet op igen.
Manden ved flipboardet hedder Jan Vinther og er en af DI’s mest erfarne undervisere af ledere på alle niveauer. Denne eftermiddag er han ved at lære et hold kursister, hvornår i en problemløsningsfase, det typisk er mest oplagt at inddrage sine medarbejdere.
Som I husker, er det typisk medarbejderne, der bedst ved, hvad der skaber udfordringerne i dagligdagen og derfor også har masser af bud på, hvad virksomheden kan gøre ved det. Vi kan tit få bedre løsninger, når vi inddrager medarbejderne, samtidig med vi er med til at øge deres motivation. Og motiverede medarbejdere har højere trivsel og er også mere produktive, siger Jan Vinther.
Lær dig selv at kende som leder
Vi befinder os på Dansk Industris naturskønne kursussted, Gl Vindinge på Fyn, hvor de 14 kursister fra hold 7 på ATL’s lederuddannelse er samlet i de næste to dage. Her skal de blandt andet lære at sammensætte effektive teams, og hvordan man arbejder systematisk med motivation som redskab for at skabe fælles retning i organisationen. Samtidig er det et mål, at de enkelte kursister skal lære sig selv bedre at kende som ledere.
Det sidste er allerede tilfældet for Rune Petersen, der har taget turen fra Aalborg, hvor han til dagligt er ansvarlig for RTC Transports lokale lager.
Kurset gør mig mere bevidst om, hvordan jeg selv optræder som leder, og hvordan jeg kan motivere og inddrage mine medarbejderne, siger Rune Petersen, og fortsætter:
Jeg har jo prøvet at stå i situationer, hvor jeg har tænkt ”hvorfor filan er det, de ikke lytter?” Her har jeg lært, hvordan jeg kan bruge motivation som et redskab til at skabe mere fælles retning.
Skræddersyet kursus
For Jan Vinther er det et kardinalpunkt, at undervisningen på lederkurserne skræddersyes til kursisterne.
De skal kunne bruge det til noget, når de kommer hjem igen. Så vi blander teorien med eksempler og praktiske øvelser, så de hele tiden har deres egen arbejdsplads med i baghovedet i alt det, vi foretager os her på kurset, siger han.
Inden kursusstart har hver enkelt kursist udfyldt en personlighedsprofil, der viser, hvilke egenskaber den enkelte har flest og færrest af. Det bruger kursisterne, da Jan Vinther beder grupperne tælle op, hvilke egenskaber, der er samlet i hver gruppe.
Sæt det rigtige hold
Som leder er det nemlig vigtigt at sætte sit hold med udgangspunkt i styrker og svagheder – og at undgå at sætte homogene hold, som forskningen viser ikke er særligt effektive, forklarer Jan Vinther.
De nye indsigter har også givet stof til eftertanke hos René Egesø, der til dagligt er driftschef hos SCT.
Jeg er ret positiv over, hvor meget jeg får ud af det, selvom jeg tidligere har været på lignende kurser. Jeg har blandt andet fået øget indsigt i, hvordan jeg skal gribe det an, hvis jeg for eksempel vil uddelegere opgaver til mine medarbejdere, så det ikke går ud over trivslen og motivationen, siger René Egesø, der dagen efter kan drage hjem med kursusbevis og ny viden.
Årets hold var det 7. i rækken og var igen i år fuldt tegnet.
Se også de andre kurser i ALT Academy her