Få juridisk hjælp fra DI’s digitale værktøjskasse
DI har udviklet et hav af digitale hjælpemidler, der kan give medlemmer hurtig og klar besked om alt fra ansættelse til ferie og opsigelse.
Hvordan beregner man de 120 dage, der som minimum skal gå, hvis en virksomhed overvejer at opsige en funktionær, der oppebærer sygeløn? Og hvordan skal ansættelseskontrakten med den nye chauffør se ud, så den også efterlever de seneste krav fra EU?
Det er bare to af mange situationer, hvor ATL’s medlemsvirksomheder med fordel kan gøre brug af DI’s digitale værktøjskasse.
Det fortæller chefkonsulent i ATL, Mark Raboso Ebbesen.
Med DI’s digitale beregnere og skabeloner er vores medlemmer sikre på, at alt er efter bogen, når de f.eks. ansætter og opsiger. Samtidig sparer de salærerne til en dyr advokat ved at lave kontrakterne selv, ligesom de kan få hjælp, når DI’s personalejurister holder fri, siger Mark Raboso Ebbesen.
DI’s digitale værktøjer er udviklet af Dansk Industris særlige Legal Tech-afdeling. På den måde er der garanti for, at alle dokumentskabeloner og beregnere er opdateret med de nyeste overenskomstmæssige og juridiske krav.
Der er blandt andet lavet beregnere for 120-dages reglen, ferie, fratrædelsesgodtgørelse, fritstilling og opsigelse. Og samtidig er der lavet skabeloner for ansættelse på blandt andet Transport- og Logistikoverenskomsten samt skabeloner til brug ved opsigelser.
De digitale værktøjer er samlet på di.dk/legaltech