Foto: Colourbox

06.06.23 ATL Nyheder

Arbejdstilsynet åbner døren på klem for ECOL

På opfordring fra ATL/Dansk Industri vil Arbejdstilsynet tage udgangspunkt i ECOL-uddannelsens standardiserede indhold, når udenlandske kranførere søger om lov  til at arbejde fast i Danmark.

Det er formentlig blevet lidt lettere for danske transportfirmaer at gøre brug af udenlandske kranførere. Det er et af resultaterne efter Arbejdstilsynet, på opfordring fra ATL/DI, har valgt fremover at tage udgangspunkt i indholdet i det fælleseuropæiske kranførerbevis, ECOL (European Crane Operator Licence), når udenlandske kranførere fremover skal vurderes, om de kan anerkendes til at måtte arbejde fast i Danmark.

Meddelelsen glæder chefkonsulent i ATL, Morten Arnskov Bøjesen, der forventer, at det fremover bliver lidt lettere for udenlandske kranførere at få arbejde i Danmark.

Overordnet er Arbejdstilsynets seneste skridt med til at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed indenfor EU og i national skala, at danske transportvirksomheder kan få de medarbejdere, de har brug for. Samtidig sikrer ECOL, at de kranførere, der godkendes, alle har et højt fagligt og sikkerhedsmæssigt uddannelsesniveau, siger Morten Arnskov Bøjesen.

Grønt lys til dansk ECOL
Arbejdstilsynet har meddelt, at det i sin behandling af konkrete ansøgninger om anerkendelse fremover vil tage udgangspunkt i ECOL-uddannelsens standardiserede indhold og som hidtil i en individuel vurdering af den indsendte dokumentation.

Derudover oplyser Arbejdstilsynet, at den danske ECOL-uddannelse, der indtil videre udbydes på en enkelt uddannelsesinstitution som en AMU plus ECOL-tillægsuddannelse, fremover kan anvendes i Danmark som dokumentation for opnåede kranførerkvalifikationer på lige fod med andre AMU-uddannelser.

Relateret indhold