Ingen nemme løsninger
Vi er snart halvt igennem 2023, som indtil videre har vist sig som et yderst travlt og begivenhedsrigt år.
Seks måneder med overenskomstforhandlinger, kilometerafgift, transportmesse, informationsmøder og rådgivning foruden politisk interessevaretagelse både i Danmark og EU.
Ja, der har i sandhed været travlt i ATL’s sekretariat i årets første halvår, men lad mig fastslå, at denne konstatering ikke må forveksles med en klage: Travlheden er kun et naturligt resultat af den energi, nysgerrighed og virkelyst der kendetegner ATL’s medlemmer samt de mange udfordringer, branchen står i.
En af sidstnævnte er uden tvivl den grønne omstilling af vejgodstransporten, der må forventes at være et tema mange år frem.
Fra politisk side har det været småt med løsninger og klare svar. Ja, fantasien har indtil videre groft sagt begrænset sig til en kilometerafgift, der bliver dyr for branchen uden at sætte rigtig skub i den grønne omstilling.
Tilbage står vi som branche med en dyr regning uden at have fået klare svar på, hvordan politikerne forventer at omstillingen skal foregå.
Hvornår kan vi som branche regne med, at der er el-ladestandere nok til man kan drive vognmandsforretning uden diesel? Eller skal andre grønne drivmidler også spille en rolle? Og hvad er kunderne villige til at betale for, når det gælder grøn transport nu og på sigt?
Med så mange ubesvarede spørgsmål lå det lige for, da der skulle vælges tema til ATL’s årsdag, som i år har fået titlen ’Omstilling med omtanke’.
Her søger vi de første forsigtige svar på nogle af ovenstående spørgsmål. Til formålet har vi inviteret en lang række eksperter, der vil forsøge at kaste lys over alt fra el til brint, fremtidens lastbiler, ladeinfrastruktur og hvordan transportvirksomhedernes kunder ser på den grønne omstilling i branchen.
Jeg håber at se rigtig mange af jer til generalforsamlingen og årsdagen den 7. september i Industriens Hus i København.
Hvis ikke I allerede har tilmeldt jer, kan det nås endnu her
God sommer!