ESG branchekit på vej
I denne uge startede arbejdet for alvor med at udvikle et brancherelevant ESG-kit til glæde for ATL og DI Transports medlemmer.
Selvom det på papiret primært kun er de største virksomheder, der skal rapportere på ESG fra regnskabsåret 2025, ventes de nye lovkrav at komme til at berøre næsten alle transportvirksomheder.
For at lette arbejdet for medlemmerne, har ATL og DI Transport derfor søsat et fælles projekt, der skal munde ud i et ESG kit med guides og konkrete værktøjer skræddersyet transportvirksomheder.
- Det europæiske CSRD-direktiv er omfattende og komplekst, og for den enkelte vognmand kan det være svært at få et overblik over, hvad der er væsentligt at rapportere på. Derfor har vi og DI Transport startet arbejdet, der skal ende ud i en række støtteværktøjer, der kan hjælpe vores medlemmer et langt stykke af vejen med at få lavet et ESG regnskab, siger branchedirektør i ATL, Lars William Wesch.
To workshops
Som led i arbejdet mødtes en række ATL-medlemmer for nylig til den første af to workshops for at optegne værdikæden for en typisk transportvirksomhed samt pege på, hvilke typiske indvirkninger på klima, miljø, sociale forhold og governance, en typisk transportvirksomhed bør tage højde for, når den gennemfører en dobbeltvæsentlighedsanalyse.
På workshoppen deltog blandt andre Lars Thilqvist, der er ESG og compliance specialist i Ancotrans.
- Det er et kanon initiativ. Jeg deltager både for selv at komme lidt dybere ind i stoffet og samtidig være med til at forme en slags branchestandard, der vil gøre det lettere og mere tilgængeligt. For jo lettere det bliver at gå til, jo bedre bliver det også, hvad vi som samlet branche kan levere, siger Lars Thilqvist.
Data efterspørges allerede
Maria Rosenbæk, der er salgsdirektør i Danske Fragtmænd, havde også taget en dag ud af kalenderen for at møde kolleger fra branchen. Hun fortæller, at Danske Fragtmænd allerede får mange efterspørgsler særligt fra internationale kunder, der ønsker tal for udledning af CO2 og reduktionsmål. Hun ser de to workshops som en chance for at møde andre transportvirksomheder og sammen hjælpe hinanden med at lette rapporteringsbyrden for branchen.
- Vi har hidtil følt os lidt alene på den rejse, vi har været på inden for det her, men vi tror på, at hvis vi er flere, der arbejder sammen, at vi kan opbygge en branchestandard, der i sidste ende vil hjælpe os alle. Også de, der ikke rigtig er kommet i gang endnu, siger Maria Rosenbæk.
Om ESG-kittet
ATL og DI Transports ESG-kit skal kortlægge helt ned på det enkelte datapunkt, hvad en typisk transportvirksomhed skal eller bør indrapportere under E, S og G i scope 1, 2 og 3. Derudover skal kittet hjælpe medlemmerne med at blive skarpe på egen værdikæde og forretningsmodel, give overblik over CO2-emissioner i scope 1, 2 og 3 samt kortlægge virksomhedens eksisterende viden. Kittet vil også hjælpe med oplysninger om portaler, databaser, standarder m.m. ESG-kittet udvikles med hjælp fra DI Virksomhedsudvikling og Rambøll. Kittet ventes klar i efteråret 2024.