24.09.24 ATL Nyheder

Varebilsudspil rammer ved siden af målet

Transportministerens udspil om at fjerne kravet til varebilstilladelser er en ommer, da kravet er med til at sikre ordnede forhold i branchen.

I 2019 blev der indført krav om godskørselstilladelser for varebiler, men det kan snart være fortid. For nylig stemplede transportministeren nemlig kravet som overflødigt og et sted, hvor der potentielt kan spares og dermed bidrage til regeringens ambition om at spare 1.000 årsværk i staten.

Men står det til branchedirektør i ATL – Transportens Arbejdsgivere, Lars William Wesch, er forslaget en ”ordentlig skævert pakket ind i gode intentioner”.

- Det er yderst sjældent, at en samlet branche beder om at få flere regler, men da kravet blev indført var der tale om et meget velovervejet ønske fra virksomheder, arbejdsgivere og fagforeninger. Der var et klart behov for mere ordnede forhold i branchen og de fremskridt risikerer vi at tabe på jorden igen med mindre ministeren besinder sig, siger Lars William Wesch.

Godskørselstilladelsen for varebiler stiller blandt andet krav om, at transportlederen har en vognmandsuddannelse, at virksomheden har et minimum af økonomi og at de ansvarlige i virksomheden ikke er dømt for alvorlige lovovertrædelser.

Ikke groet i DI’s baghave

Også transportpolitisk chef i DI Transport, Rune Noack, undrer sig over forslaget. Dels vil besparelserne være minimale og dels har EU indført lignende krav, der gælder international godskørsel i varebiler.

- Hvorfor kræve ordnede forhold hos virksomheder, der kører gods fra Padborg til Flensborg, men ikke hos virksomheder, der kører fra Nyborg til Aalborg? Det er ulogisk og viser, at det er det forkerte sted at spare, da kravet om godskørselstilladelser bidrager til ordnede forhold i branchen. Der må være andre steder, der er mere oplagte, mener Rune Noack.

Han kender historikken og den polemik der gennem årene har været på området. Ikke mindst med hensyn til myndighedernes mulighed for at håndhæve undtagelsen for pakker under 11 kilo.

- 11 kilos reglen er ikke en blomst, der har groet i vores baghave, men uanset synspunkt kan det ikke være en undskyldning for helt at afskaffe kravet om godskørselstilladelser, siger Rune Noack  

Relateret indhold