08.10.24 ATL Nyheder

Dennis giver lærlinge en tryg start

Med Transportbranchens Mentoruddannelse i bagagen opnår man brugbare værktøjer til at gøre en forskel for lærlinge i branchen. Dennis Brink har taget sin mentoruddannelsen og hjælper lærlinge til en tryg start i branchen, og lærlingen Niclas Juel Boye Pedersen fortæller om de positive oplevelser.

48-årige Dennis har masser af erfaring i transportbranchen, og han drives af at hjælpe og give unge en chance, som kan have nogle udfordringer.

Dennis tog Transportens Mentoruddannelse for seks år siden gennem arbejdet hos Alex Andersen, som har givet ham nogle værktøjer til at håndtere rollen som mentor:

- Jeg fik nogle metoder til at håndtere konflikter og en forståelse for, hvordan man læser forskellige typer mennesker. Disse ting var jeg ikke lige så god til, før jeg tog uddannelsen, forklarer Dennis.

Evnen til at sige 'pyt'

Udover praktisk oplæring i af- og pålæsning, tidsoptimering, god kundeservice ol., fremhæver Dennis særligt det menneskelige aspekt i ansvaret som mentor:

- Nogle af dem kan have nogle problemer i livet, der kan gøre det svært, og der har vi som mentorer en uddannelse, så vi kan hjælpe og støtte dem. Det kan fx ikke nytte noget at skælde dem ud, hvis de kommer for sent om morgenen. Så håndterer man det stille og roligt og finder en god måde at løse det på, understreger Dennis.

Dennis uddyber og lægger stor vægt på, at tålmodighed er en dyd, når nye skal læres op, og derfor er det en fordel, hvis man evner at kunne sige ’pyt’ indimellem.

Tryghed er alfa og omega

18-årige Niclas Juel Boye Pedersen er en af de lærlinge, der har haft glæde af mentorordningen hos Alex Andersen:

- Jeg har lært rigtig meget af min mentor i starten. Alle de metoder, jeg bruger i dag, det er noget, jeg har lært fra min mentor. Hvis ikke han havde hjulpet mig, så var der rigtig mange ting, jeg ville være i tvivl om, siger Niclas.

Niclas fremhæver specifikke tips og tricks, der har hjulpet ham ift. at spare tid, at udvælge de bedste veje at køre på, og hvad han skal være mere opmærksom på.

En unik hjælp 

Dennis fremhæver Niclas, som en af de lærlinge, der stræber efter at lære mere, men det er ikke alle lærlinge, som er ligesom Nicklas. Alex Andersen skræddersyer oplæringen med den enkelte lærling, som er godt givet ud:

Det er dog ikke alle, der har lige meget lyst og overskud til at lære så hurtigt, og det er også fair nok – så bruger vi bare lidt længere tid, indtil de er trygge ved at køre selv, uddyber Dennis. 

Den tryghed er særligt noget, som Niclas værdsætter:

- Jeg kan altid ringe til Dennis. Og det gør jeg også til tider, hvis jeg har brug for noget hjælp undervejs.

Som ung lavede Dennis mange fejl, der nemt kunne være forhindret, hvis han allerede dengang kunne læne sig op af en mentor. Men dengang måtte man selv finde ud af tingene.

Dennis kommer med et klart budskab om, at flere bør springe ud i det og tage Transportbranchens Mentoruddannelse, som ikke kun er givende for lærlingene, men også for mentorerne.

Overvejer du at blive mentor?

Kunne du også tænke dig at være med til at gøre en forskel for unge lærlinge eller nye chauffører i din virksomhed? 

Så kan du tage Transportbranchens Mentoruddannelse, der består af AMU-kursus ‘40373 Sidemandsoplæring’ og ‘49998 EUD-Oplæringsvejledning for den daglige oplærer’.

/TRANSPORTERHVERVETS UDDANNELSER

Relateret indhold