01.12.24 ATL Nyheder

Transportens ESG-kit klar til transporten

Med Transportens ESG-kit får medlemmer af ATL og DI Transport et gratis værktøj, der kan hjælpe godt på vej mod en ESG-rapport.

At lave en ESG-rapport er en stor mundfuld for de fleste virksomheder. For en ESG-rapport kræver typisk indsamling af data, flere analyser og svar på en masse spørgsmål, som virksomheden skal tage stilling til. Og hertil nye ord og begreber såsom ESRS-emner, GAP- og dobbeltvæsentlighedsanalyse. 

Til at hjælpe medlemmerne med arbejdet, har ATL – Transportens Arbejdsgivere og DI Transport nu udviklet Transportens ESG-kit.

- ESG optager mange af vores medlemmer. Nogle er eller bliver snart omfattet af lovkrav, andre interesserer sig, fordi kunder og leverandører stiller krav, mens andre blot ønsker at komme i gang. Men fælles for dem er, at de kan få hjælp i vores nye ESG-kit, der er specielt udviklet til transportbranchen, forklarer branchedirektør i ATL – Transportens Arbejdsgivere, Lars William Wesch.

 

Et værktøj, der rammer plet

Ulrik Attermann Laursen, der er økonomichef i Johs. Sørensen og Sønner A/S, er meget begejstret for det nye ESG-kit, som han har set igennem inden offentliggørelsen.

- Vi kommer helt sikkert til at bruge ESG-kittet til at supplere vores opgaver omkring ESG, særligt den eksterne rapportering, siger Ulrik Attermann Laursen.

- Kittet bryder ESG-opgaven ned i mindre, overskuelige bidder og giver præcise anvisninger til, hvordan man kan gå til opgaven. Samtidig rummer det eksempler, skabeloner og værktøjer til at printe ud og bruge, hvis vi vil optegne vores værdikæde, afholde workshops, eller når vi skal udvælge, hvilke emner, vi skal have med i vores ESG-rapport, fortsætter Ulrik Attermann Laursen.

I alt består Transportens ESG-kit af seks kapitler: Forberedelse af arbejdet, optegning af værdikæder, kortlægning af indvirkninger, dobbeltvæsentlighedsanalyse, GAP-analyse og handlingsplan foruden et helt kapitel særligt målrettet SMV’ere.

ESG-kittet er udviklet på baggrund af input fra medlemsvirksomheder og med faglig hjælp fra DI Virksomhedsudvikling og Rambøll A/S. Kittet er kun tilgængeligt for medlemmer, der kan få adgang til kittet her.

 

Kom flyvende fra start

For at hjælpe godt i gang med kittet, afholder ATL og DI Transport et webinar den 10. december, hvor kittet vil blive gennemgået. Læs mere og tilmeld dig her.

Relateret indhold