17.12.24 ATL Nyheder

Virksomheder er afgørende for at mindske frafaldet blandt unge

Ifølge forsker spiller både skoler og virksomheder en afgørende rolle i at mindske frafaldet fra TUR’s uddannelser.

Fane Naja Groes, der er professor i erhvervsøkonomi på CBS, ser store økonomiske konsekvenser forbundet med unges frafald fra erhvervsuddannelserne. Både for skolerne og virksomhederne, da driftsomkostningerne ikke kan reduceres i takt med frafald. Det var en af pointerne, da hun i november talte ved TUR’s Fastholdelseskonference i Vejle.

Samtidig er det afgørende, at både skoler og virksomheder har fokus på at følge op i tide, hvis en elev begynder at blive væk. Her er det især vigtigt at have fokus på overgangen fra grundforløb til hovedforløb, da det største frafald sker under grundforløb 2:

- Virksomheder, der har en person til at stå for praktik, og som følger op på de unges forløb, har en positiv effekt på fastholdelsen. Min anbefaling er derfor, at virksomheder skal være endnu mere forstående overfor, at de unge er under uddannelse og har brug for mere hjælp end ’almindelige ansatte’, siger Fane Naja Groes.

Tidlig indsats virker

Samtidig er det afgørende at handle hurtigt, fortæller hun. Ja, faktisk kan det være bedst at sætte ind, allerede inden de unge starter på virksomheden.

- Vi lavede en indsats på fem erhvervsskoler i Danmark (NEXT, ZBC, CELF, Århus Tech og Tradium red.), hvor et af delelementerne var at få flere virksomheder engageret i grundforløbet og få dem involveret allerede fra dag to. Ideen hed: ”Den første dag på skolen er den første dag i branchen”, fortæller hun og fortsætter: 

- Skolerne havde virksomhedsbesøg på dag to og skulle i alt have 10 virksomhedsbesøg over de 20 ugers grundforløb. Både skoler og virksomheder har været rigtig glade for initiativet, fastslår Fane Naja Groes.

Med på konferencen deltog også professor Noemi Katznelson fra Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet. Hun fortalte blandt andet om, hvordan unge i dag har andre forventninger til arbejdslivet og forventer stabile arbejdstider, respekt for deres grænser og mere medbestemmelse.

Samtidig stiller de unge krav om relevans og struktur i arbejdet og søger i høj grad efter fællesskaber og anerkendelse. Derfor er det også afgørende, at både skoler og virksomheder har fokus på at skabe sociale fællesskaber og netværk.

Læs hele rapporten fra TUR’s Fastholdelseskonference.

Relateret indhold