Foto: Colourbox

07.08.24 ATL Nyheder

Erhvervskørsel bør undtages nye krav til registrering af chauffører

I et fælles brev opfordrer DI Transport, ATL-Transportens Arbejdsgivere, DI Bilbranchen og DI Byggeri nu skatteministeren til at justere nye regler, der stiller krav om, at vognmænd skal registrere chauffører som sekundære brugere af lastbiler.

Reglerne for, hvordan brugere af køretøjer skal registreres blev skærpet 1. juli, hvor en ny bekendtgørelse trådte i kraft. Siden da har vognmænd og leasingselskaber været pålagt at registrere chauffører som sekundære brugere i Motorregistret, hvis et køretøj er forbeholdt en chauffør, der råder over køretøjet i mere end 30 sammenhængende dage.

Ifølge Lars William Wesch, der er branchedirektør i ATL – Transportens Arbejdsgivere, er de nye regler mest af alt endnu en unødvendig byrde for transportbranchen.

- De nye regler øger byrderne for vognmændene. Det kommer oven i en række andre administrative byrder på branchen, der gør det både dyrt og besværligt at drive vognmandsforretning, siger Lars William Wesch.

Sammen med sine branchekolleger i DI Transport, DI Bilbranchen og DI Byggeri har han nu skrevet til skatteministeren om sagen.

- Tanken bag reglerne er at bekæmpe vanvidskørsel og snyd med registreringsafgift. De mål er vi enige i, men vi har stor tillid til, at virksomhederne vil gøre alt, hvad de kan for at forhindre vanvidskørsel i deres køretøjer. Desuden har lastbiler hastighedsbegrænsere, så de ikke kan køre så stærkt, at det bliver vanvidskørsel. Blandt andet derfor vurderer vi, at det ikke er nødvendigt at pålægge erhvervet yderligere administrative krav, siger Rune Noack, transportpolitisk chef i DI Transport.

Udover vognmandsbranchen, peger ATL, DI Transport, DI Bilbranchen og DI Byggeri også på, at de nye regler skader mange biludlejningsvirksomheder, der i praksis ikke længere vil kunne udleje køretøjer i mere end 30 dage til personer med bopæl eller hjemsted i Danmark. I de tilfælde vil lejeren nemlig skulle registreres som sekundær bruger i Motorregistret.

At reglerne er unødvendige fremgår ifølge brevskriverne også af Færdselsstyrelsens høringssvar. Her peger styrelsen nemlig på, at de ved en kontrol i forvejen vurderer en vognmands rådighed over sine køretøjer på baggrund af køretøjets primære brugerforhold.

Læs brevet her

 

Relateret indhold