Foto: Colourbox

02.08.24 ATL Nyheder

Regler om gravides natarbejde udskudt igen

De nye regler for gravides natarbejde på ATL-overenskomsten og Metal-Transportoverenskomsten træder IKKE i kraft pr. 1. august 2024 som tidligere meddelt. Reglerne vil først træde i kraft en måned efter, at de nødvendige forudsætninger er kommet på plads, dog senest den 1. januar 2025.

Under overenskomstforhandlingerne i 2023 blev der indgået aftaler om nye regler og rammer for natarbejde, som trådte i kraft pr. 1. marts 2024 og bl.a. omhandler Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljøs (NFA) anbefalinger for natarbejde samt yderligere helbredskontrol.

Der blev også indgået aftale om gravides natarbejde, herunder at gravide ikke må have mere end én nattevagt om ugen. Hvis det ikke er muligt, at finde alternative arbejdstider til den gravide, skal den gravide have fri med betaling svarende til betaling under graviditetsorlov.

Ovenstående regler var dog under forudsætning af, at:

  • Arbejdstilsynet har indarbejdet NFA's anbefalinger i f.eks. Bekendtgørelse om arbejdets udførelse § 8, jf. bilag 2.
  • Natarbejde ud over en nattevagt om ugen bliver omfattet af Barselslovens § 6, stk. 2, nr. 2 og, at der således vil være adgang til refusion.

Da disse forudsætninger ikke var opfyldt ved den oprindelige ikrafttrædelsesdato, aftalte DI med henholdsvis 3F Transport og Dansk Metal at udskyde ikrafttrædelsesdatoen til den 1. august 2024. Idet forudsætningerne heller ikke er opfyldt den 1. august 2024, har DI og 3F Transport samt DI og Dansk Metal aftalt, at bestemmelsen nu vil træde i kraft en måned efter, at forudsætningerne er kommet på plads på både ATL-overenskomsten og Metal-Transportoverenskomsten, dog senest den 1. januar 2025.

 

Relateret indhold