Der er i øjeblikket problemer med vores login service. Derfor vil visse funktionaliteter ikke virke som forventet. Vi arbejder på at løse problemet hurtigst muligt.

Vicedirektør i Beredskabsstyrelsen, Asif Parbst Amin, kan også opleves til ATL's generalforsamling. Foto: Beredskabsstyrelsen.

07.08.24 ATL Nyheder

Transportbranchen er central i det gode beredskab

Trusselsniveauet mod Danmark er ifølge landets efterretningstjenester fortsat højt. Derfor er der behov for et robust beredskab også blandt landets transportvirksomheder, så landet kan komme godt igennem kriser og katastrofer, mener vicedirektør i Beredskabsstyrelsen.

Siden forsvarsminister Troels Lund Poulsen på et pressemøde i juni opfordrede danskerne til at ”preppe”, så de kunne klare sig selv i tre døgn, hvis en krise skulle ramme landet, har det ikke skortet på interesse for landets beredskab.

Alligevel er beroligende toner det allerførste, vicedirektøren i Beredskabsstyrelsen, Asif Parbst Amin, indleder med, da vi spørger ham, hvilken rolle erhvervslivet og transportbranchen spiller i det arbejde.

- Først er fremmest er det vigtigt at huske, at Danmark helt grundlæggende er et trygt og sikkert land med en udbygget og velfungerende infrastruktur. Men samtidig står det klart, at risiko- og trusselsbilledet er blevet forværret i de seneste år, siger han.

Ifølge Asif Parbst Amin har Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) for tiden ikke en direkte militær trussel fra eksempelvis Rusland højest på listen over trusler, men snarere hybride trusler som eksempelvis sabotage og cyberangreb, som der er set eksempler på andre steder i Europa. Læg hertil det voldsommere og vildere vejr, vi fremover må forventes at få endnu mere af herhjemme.

Sikrer varer og tjenester

Hvad enten truslen er cyberangreb eller ødelæggende stormvejr, mener vicedirektøren, at de danske transportvirksomheder står centralt i billedet i det danske beredskab, da transportvirksomhederne har en afgørende rolle i at sikre flowet af varer og tjenester, der er essentielle for vores fælles samfund og økonomi.

- Det er vigtigt, at man som transportvirksomhed aktivt stræber efter et godt beredskab og sikrer en god modstandsdygtighed. Og hvis dele af transportsektoren går ned, og togene eksempelvis ikke fungerer, vil det være godt, hvis andre dele af transportsektoren kan træde til.

Ifølge vicedirektøren står det allerede ret godt til herhjemme, når Beredskabsstyrelsen ser på, hvad de private aktører gør for at være klar, hvis krisen opstår.

- Virksomheder, der udfylder samfundskritiske funktioner, skal i dag efterleve en række regler og tage ansvar for deres beredskab – og det ser jeg bredt set også er tilfældet i dag. Og samtidig har den private sektor en unik evne til at omstille sig og handle hurtigt, hvis situationen kræver det.

- Det så vi fx under COVID-19 pandemien, hvor danske virksomheder tog et meget stort ansvar og på kort tid sikrede livsnødvendige forsyninger af værnemidler, omstillede produktion til håndsprit osv., siger han.

Tænk tanken til ende

Men hvad skal transportvirksomheder konkret gøre for at være mere robuste?

- Grundlæggende handler et godt beredskab om forberedelse og at turde tænke den ubehagelige tanke til ende. Hvad er vores helt centrale funktioner, som vi skal kunne opretholde til enhver tid? Hvilke risici og trusler kan ramme os? Har vi planer for, hvordan vi løser de vigtigste opgaver, hvis nu fx strømmen går, eller vi ikke kan få adgang til it-systemerne? Har vi testet planerne gennem øvelser mv. og samler vi løbende erfaringer sammen og opdaterer vores planer?, spørger Asif Parbst Amin.

Om det danske beredskab er stærkt nok er dog i sidste ende en politisk prioritering, mener han.

- Det er i sidste ende en politisk beslutning og noget af det, som skal tages stilling til i forbindelse med den kommende politiske aftale på beredskabsområdet. Her er det min forventning, at vi vil se en styrkelse af området.

Husk, du kan blive meget klogere på det danske beredskab og perspektivet på sikkerhedssituationen i Danmark, når Asif Parbst Amin holder oplæg i forbindelse med ATL’s generalforsamling den 3. september 2024 på Hindsgavl Slot.

Relateret indhold