Branchedirektør i ATL - Transportens Arbejdsgivere er godt tilfreds med, at vognmænd slipper for at registrere, hvem der kører i virksomhedens køretøjer.

29.08.24 ATL Nyheder

Vognmænd slipper for at registrere chauffører

Efter pres fra ATL og DI har skatteministeren slået bak og valgt at fritage alle medarbejdere, så virksomheder ikke længere skal bruge tid og kræfter på at registrere brugere af lastbiler, varevogne, håndværkerbiler m.m.

ATL – Transportens Arbejdsgivere har sammen med DI Transport, DI Bilbranchen og DI Byggeri været meget kritiske over for de nye regler om registrering af brugere af køretøjer, siden reglerne kom i høring. Reglerne ville nemlig give vognmænd, entreprenører og håndværksvirksomheder endnu en administrativ byrde.

Derfor henvendte vi os tidligt i processen til skatteministeren og resultatet ligger nu klart: Skatteministeren har meddelt, at han imødekommer kritikken og fritager alle medarbejdere fra reglerne.

Branchedirektør i ATL – Transportens Arbejdsgivere, Lars William Wesch, kvitterer for udviklingen i sagen.

- Det er positivt, at problemet blev løst og at vi sammen med andre brancher i DI kunne råbe vagt i gevær. Vi fik dagligt henvendelser fra medlemsvirksomheder, der ikke kunne forstå meningen med reglen og frygtede en byge af administrativt bøvl.

Nyheden glæder også branchedirektør i DI Transport, Karsten Lauritzen.

- Nogle gange skyder man forbi målet. Det må man sige, at Motorstyrelsen gjorde i dette tilfælde med de nye regler for registrering af brugere af køretøjer. Heldigvis har vi haft en god og konstruktiv dialog med den ansvarlige minister om forslagets mange konsekvenser for blandt andet vognmænd og byggesektoren. Derfor vil vi gerne rose Jeppe Bruus for, at han hurtigt og effektivt har formået at løse problemet.