OK25: Forhandlingerne skudt i gang på transportområdet
Forhandlerne fra DI og 3F Transport mødtes onsdag med pressen for at markere starten på forhandlingerne for 185.000 lønmodtagere på transportområdet.
I mandags blev overenskomstforhandlingerne indledt på industriens område og onsdag var turen så kommet til transportområdet, hvor Dansk Industri og 3F Transport skal forhandle om rammerne for de næste års løn- og arbejdsvilkår.
Starten blev markeret med et pressemøde i Industriens Hus, hvor forhandlingerne på Dansk Industris side blev repræsenteret af viceadm. direktør Kim Graugaard, branchedirektør for ATL, Lars William Wesch og vicedirektør Christoffer Thomas Skov.
Over for DI står 3F Transport, der til pressemødet var repræsenteret ved formand Jan Villadsen, forhandlingssekretær Flemming Overgaard og forhandlingssekretær Karsten Kristensen.
Reallønnen er indhentet
Viceadministrerende direktør Kim Graugaard forklarede, at forhandlingerne i 2023 var præget af den høje inflation, som udløste en dyr overenskomstaftale med ensidig fokus på at genoprette reallønnen i lyset af inflationskrisen.
Denne gang er forholdene anderledes. Inflationen er under kontrol og lønmodtagernes realløn er indhentet.
Samtidig sker forhandlingerne på et bagtæppe af stor usikkerhed. For eksempel er store markeder som Tyskland og Sverige under økonomisk pres og det smitter også af på danske eksportvirksomheder og dermed også på transport- og logistikbranchen.
Kim Graugaard fortalte også, at DI går til forhandlingerne med ønsket om at se på, om det er muligt at nedbringe mængden af administrativt bøvl, der fylder for mange arbejdsgivere. Hovedparten af bøvlet stammer godt nok fra Christiansborg og EU, men parterne bør benytte lejligheden til at se på, om elementer i overenskomsterne kan forenkles.
Gennembrudsforhandlinger
Dagens pressemøde markede starten på forhandlingerne på Fællesoverenskomsten, der blandt andet dækker havnearbejdere, lagerarbejdere og chauffører. Fællesoverenskomsten er del af det såkaldte normallønsområde, hvor hovedparten af lønnen aftales centralt, som det også kendes fra Transport- og Logistikoverenskomsten (ATL).
Fællesoverenskomsten og Industriens overenskomst (minimallønsområdet) er såkaldte gennembrudsoverenskomster, der danner rammen for hundredvis af andre overenskomster.
I DI-regi er der 200 overenskomster som skal fornyes, som berører omkring 530.000 medarbejdere på DI’s medlemsvirksomheder.
De nuværende overenskomster udløber den 1. marts 2025.