Ingen takograf-sanktioner til vognmænd i årets indledende måneder
Kravet om udskiftning af takografer i lastbiler ved international transport bliver ikke sanktioneret i januar og februar.
EU-Kommissionen har tidligere besluttet, at køretøjer med analoge og digitale takografer, der kører internationalt, skal retrofittes til en såkaldt G2V2 takograf senest d. 31. december 2024.
På baggrund af samtaler med medlemslande af EU, har Kommissionen dog besluttet at indføre en periode på to måneder, hvor vognmænd vejledes om kravet til udskiftningen af takografen til den nyeste version.
Vognmænd sanktioneres således ikke i perioden 1. januar til 28. februar 2025 for ikke at have retrofittet deres køretøjer med analoge og digitale takografer til international kørsel.