11.02.25 ATL Nyheder

DI Transport og ATL kræver klarhed om fritagelser fra vejafgiften

Organisationerne opfordrer i et fælles brev Motorstyrelsen til at præcisere mulighederne for at undtage køretøjer fra vejafgiften, der trådte i kraft efter nytår.

I loven om den nye vejafgift for køretøjer over 12 tons, der trådte i kraft ved nytår, fremgår det, at blandt andet politiets, beredskabets og køreskolers køretøjer kan undtages. Ikke et ord om skraldebiler.

Derfor vakte det også stor opsigt i branchen, da Motorstyrelsen kort før jul pludselig skrev i et nyhedsbrev, at køretøjer til dagrenovation kan undtages fra vejafgiften.

Derfor henvendte ATL – Transportens Arbejdsgivere og DI Transport sig i starten af året til Motorstyrelsen for at få præciseret reglerne. Herunder, hvilken hjemmel i loven, der giver mulighed for at undtage netop disse køretøjer.

Men trods gentagne henvendelser har Motorstyrelsen endnu ikke vendt retur med et svar.

Derfor har DI Transport og ATL – Transportens Arbejdsgivere nu skrevet et fælles brev til Motorstyrelsens direktør.

- Når myndighederne indfører en ny afgift med store konsekvenser for en hel branche, er det et rimeligt krav, at myndighederne også udgiver en præcis og fyldestgørende vejledning, så enhver kan se, præcis hvad der gælder. Det er helt afgørende, at der ikke er tvivl og gråzoner, for som det er nu, står mange virksomheder i den situation, at de er usikre på reglerne og må prøve at søge dispensation hos Motorstyrelsen om fritagelse fra afgiften uden at vide, hvad svaret bliver, fortæller branchedirektør i ATL – Transportens Arbejdsgivere, Lars William Wesch.

ATL og DI Transport håber blandt andet, at Motorstyrelsens direktør vil kaste lys over, om det er brugen af et køretøj eller indretningen af det, der afgør, om der kan søges om undtagelse fra vejafgiften.

Samtidig opfordrer organisationerne myndighederne til at få opdateret deres egne vejledninger om vejafgiften, herunder myndighedernes hjemmeside, vejafgifter.dk

Relateret indhold