Sekretariatschef for Transporterhvervets Uddannelser, Morten Ørnsholt

23.04.25 ATL Nyheder

Ny sekretariatschef i TUR: Morten Ørnsholt er klar til at tage fat

ATL sendte personalet i marken for at få en kommentar fra den nye sekretariatschef i Transporterhvervets Uddannelser (TUR), Morten Ørnsholt.

Salen på transportmessen i Herning er fyldt. Humøret er højt, og en masse er mødt op for at blive klogere på hinanden. I mængden står den nye sekretariatschef i TUR, Morten Ørnsholt.

Med hastige skridt får vi prikket Morten på skulderen, inden han påbegynder en ny dialog med en af de interesserede fremmødte.

Da vi spørger ind til hans nye stilling, og bevæggrundene for at tage jobbet, smiler han bredt:

- Transportbranchen binder det hele sammen. Bringer ting og varer rundt og ud i butikkerne. Gods og personer mellem virksomhederne. Der sørges for, at vi kan forbindes med hinanden. Det er også et område, som mange har et umiddelbart kendskab til og har mødt, for det er en meget synlig branche, man ser på sin vej. Men jeg glæder mig meget til at komme laget dybere ned og få stærkere greb om kompetenceudfordringer og rekrutteringsbehovene i branchen.

Morten kommer fra en stilling som kontorchef for erhvervsuddannelser i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK). På trods af hans lange CV, ser han sig selv som ’ny i trafikken’:

- Når man starter noget nyt, får man rigtig mange indtryk, hvor de lige skal vendes inde i hovedet – eksempelvis her på Transportmessen, som heldigvis faldt sammen med min start her, griner han.

Morten lægger ikke skjul på, hvad han kan bidrage med:

- Jeg glæder mig til at folde min viden ud i branchen. Jeg har været med i mange projekter igennem årene, med fokus på at skaffe flere folk til fagene eller projekter, der skal forandre og gøre det lettere for virksomhederne at kunne bruge reglerne og uddannelserne. Det vil jeg forsøge at trække med ind i transportuddannelserne. 

Bestyrelsesformand for TUR og chefkonsulent i DI, Michael Boas Pedersen, er begejstret over Morten Ørnsholts tiltrædelse:

- TUR står overfor nogle svære udfordringer i den kommende tid. Der er fortsat stort fokus på at tiltrække arbejdskraft til området, og denne udfordring er ikke blevet mindre. Der er behov for at sikre, at uddannelserne på vores område er af den rette kvalitet og har det rette indhold, så vi sikrer praksisnære brancherelevante uddannelser for vores medlemmer. Og endeligt skal vi sikre, at TUR er en synlig og vigtig samarbejdspartner og aktør overfor vores interessenter og samarbejdspartnere. Så Morten har meget på sin tallerken, men vi er i bestyrelsen sikre på, at han har de rette kvalifikationer til at sætte en god retning  for TUR.

Når Michael Boas bliver adspurgt, hvad Mortens tilføjelse betyder for ATL, uddyber han:

- Du vil opleve et proaktivt TUR, som vil arbejde aktivt for at styrke transportuddannelserne både for at kunne tiltrække unge, men også for at kunne sikre, at det har en kvalitet, der gør, at vores medlemmer vil bruge dem. Det har vi haft nogle gode snakke med Morten om, og han er dybt engageret i  at få dem løst. Vi i bestyrelsen  ser frem til samarbejdet med Morten.

Relateret indhold