Branchedirektør i ATL, Lars William Wesch, ser frem til Transportmessen, der starter på torsdag.

01.04.25 ATL Nyheder

Kig forbi ATL's stand på Transportmessen

ATL – Transportens Arbejdsgivere ser frem til at møde medlemmer og samarbejdsparterne og til at fortælle alle nysgerrige om ATL’s tilbud. Det gælder blandt andet et nyt kursus målrettet disponenter og andre uden formelt ledelsesansvar.

Branchedirektør i ATL – Transportens Arbejdsgivere, Lars William Wesch, glæder sig til årets transportmesse.

- Vi ser frem til et par gode dage i Herning hvor vi kan møde mange af vores medlemmer og samarbejdspartnere. Samtidig er messen en gylden mulighed for at præsentere nogle af de varer, vi har på hylderne i ATL og DI, ligesom vi også selv har mulighed for at hente inspiration med hjem, siger Lars William Wesch.

Infomøde om OK25

På messens første dag afholder ATL et informationsmøde for medlemmer om resultatet af årets overenskomstforhandlinger. Mødet har fokus på fornyelsen af Transport- og Logistikoverenskomsten, der i alt har betydning for ca. 30.000 chauffører og lager- og terminalarbejdere.

- Vi har stadig enkelte pladser tilbage på mødet i Herning, men vi afholder i alt fem informationsmøder, så der kommer også andre muligheder. 

Nyt kursus for disponenter

I forvejen har ATL en lang række tilbud på hylderne om alt fra overenskomst, kontrakter, arbejdsmiljø, ESG til ledelse og virksomhedsoverdragelse. Netop nu er paletten udvidet med et kursus målrettet disponenter, koordinatorer og projektledere - medarbejdere, der udøver ledelse uden at have personaleansvar.

- Det er et emne, flere af vores medlemmer har efterspurgt. Gennem kurset får deltagerne bedre indsigt i deres egen rolle i virksomhederne samt en række værktøjer til at blive endnu bedre til at lede, sætte retning og skabe motivation og opbakning blandt kollegerne, fortæller Lars William Wesch.

Styr på rapporteringen?

Om fredagen mellem kl. 11-15 får ATL’s stand besøg af Pia Juul Larsen fra DI Virksomhedsudvikling. Her vil hun fortælle om ATL’s brancherettede ESG-kit og om, hvad der ellers rører sig på rapporteringsområdet. For eksempel i form af EU’s nye Omnibusdirektiv. 

- Jeg håber, mange vil kigge forbi og hilse på Pia Juul Larsen. Hun har et rigtig godt overblik over de udfordringer og muligheder, som mange transportvirksomheder står med lige nu, hvad enten de er SMV’er, der har lyst til at komme i gang, eller er større virksomheder, der er pålagt at skulle rapportere, siger Lars William Wesch.

ATL’s hold står på stand J7156 sammen med TU-fonden, hvor der bydes på friskbrygget baristakaffe.

Medlemmer af ATL kan stadig sikre sig en gratis adgangsbillet med koden ATL2025 ved tilmelding på transportmessen.dk

Relateret indhold