Martin Groth Hansen (t.v.) fik Transportens Lærlingepris sidste år, mens ØSG A/S fik Transportens Lærepladspris,  der blev modtaget af formand Ulrik Riis Petersen. Foto: ATL

16.04.25 ATL Nyheder

Hvem skal have ATL's priser?

Hvert år uddeler ATL Transportens Lærlingepris og Transportens Lærepladspris. Nu er det atter tid til at indstille de bedste kandidater til priserne.

- Jeg er rigtig glad og stolt, da det betyder, at jeg må have gjort nogle ting rigtigt under uddannelsen, og det giver en masse selvtillid, jeg kan tage med videre.

Sådan sagde Martin Groth Hansen, da han sidste år blev præmieret med Transportens Lærlingepris 2024. Prisen fik han, fordi han både havde markeret sig som en skattet lærling hos slamsugervirksomheden Norva24 Danmark og som en dygtig og god kammerat i skoleperioden.

Hvem skal vinde i år?

Kender du en dygtig og vellidt lærling, er det bare om at indstille vedkommende. De eneste krav er, at lærlingen skal have arbejdet inden for vejgodstransport, kranfører, mekaniker, terminalarbejder eller lagerarbejder og have afsluttet sin lærlingeuddannelse i en ATL-medlemsvirksomhed i perioden 1. juli 2024 til 30. juni 2025.

Indstil kandidat til lærlingeprisen her

Transportens Lærepladspris

Fragtvirksomheden ØSG A/S sikrede sig sidste år titlen og æren som årets læreplads. Det var både deres indsats for unge som ældre lærlinge, der sprang i øjnene.

Formand for ØSG A/S, Ulrik Riis Petersen, modtog prisen på vegne af fragtvirksomheden fra Fredericia:

- Vi er meget ydmyge over at få Transportens Lærepladspris for vores arbejde med lærlinge og uddannelse. Prisen er en stor anerkendelse, som giver lyst til at fortsætte indsatsen i samarbejde med vores lokale uddannelsesinstitutioner, som også har en stor andel i prisen, sagde Ulrik Riis Petersen. 

Lærepladsprisen gives til en respekteret og anerkendt virksomhed i branchen, som har taget særlige initiativer for at sikre gode rammer for et eller flere lærepladsforløb.

Egnede kandidater indstilles af uddannelsesudbydere/erhvervsskoler, hvor en eller flere af virksomhedens lærlinge har gennemført skoledelen af uddannelsen eller er i gang med det.

Virksomheden skal være medlem af ATL og godkendt som læreplads inden for chauffør-, værksted-, og/eller lager- og terminalområdet.

Indstil kandidat til lærepladsprisen her

Vinderen af Transportens Lærlingepris kåres på virksomheden på en endnu ukendt dato efter sommerferien, mens vinderen af Transportens Lærepladspris kåres i forbindelse med ATL's årsdag den 11. september. 

Læs mere om priserne her: Transportens Lærlingepris og Lærepladspris 2025 - ATL - DI

 

Relateret indhold