27.05.25 ATL Nyheder

Lange ventetider presser transportvirksomheder

Ifølge Færdselsstyrelsens hjemmeside kan vognmænd risikere at skulle vente i op til 12 uger på at få fornyet deres vognmandstilladelser.

Transportvirksomheder, der står overfor at skulle have fornyet deres såkaldte fællesskabstilladelse og eventuelle bekræftede kopier – dokumenter, der skal være i orden for lovligt at drive vognmandsforretning – bør nok tjekke dokumenternes udløbsdato en ekstra gang.

Ifølge Færdselsstyrelsen, der behandler ansøgningerne, kan der nemlig være op til otte ugers sagsbehandlingstid på nye ansøgninger om fællesskabstilladelser til godskørsel (samt de bekræftede kopier heraf). Og i sager, der drejer sig om fornyelser af eksisterende fællesskabstilladelser og de bekræftede kopier, der ifølge loven skal ligge et eksemplar af i førerhusene i alle virksomhedens køretøjer, kan sagsbehandlingstiden løbe helt op i 12 uger.

Det fremgår af Færdselsstyrelsens hjemmeside.

Truer virksomheders levebrød

Udløber en transportvirksomheds fællesskabstilladelse inden en ansøgning om fornyelse er færdigbehandlet, må virksomheden enten lade sine biler holde stille indtil tilladelsen er i hus eller risikere store bøder fra myndighederne.

Branchedirektør i ATL – Transportens Arbejdsgivere, Lars William Wesch, opfordrer derfor sine medlemmer til at udvise rettidig omhu.

- En gyldig fællesskabstilladelse er helt afgørende for at kunne drive transportvirksomhed. Med tanke på de lange sagsbehandlingstider opfordrer vi alle medlemmer til at være ekstra opmærksomme på, hvornår deres tilladelser udløber og at få indsendt ansøgninger i ekstra god tid, siger Lars William Wesch.

Han oplyser, at DI Transport er i dialog om sagen med Færdselsstyrelsen.

Ifølge styrelsens hjemmeside kan de anslåede sagsbehandlingstider endda blive yderligere forlænget, hvis der er behov for at indhente yderligere oplysninger, eller hvis en sag viser sig særligt kompliceret.

Relateret indhold