24.06.25 ATL Nyheder

Transportbranchen står foran afgiftslussing

Branchens omkostninger til afgifter mere end fordobles frem mod 2030, viser ny DI-analyse. DI Transport efterlyser en bedre balance mellem afgifter og støttekroner, så det bliver økonomisk bæredygtigt at investere i den grønne omstilling.

Ifølge en ny analyse fra DI Transport, er den kilometerbaserede vejafgift og stigningen i dieselafgiften, der ramte branchen efter nytår, kun toppen af isbjerget.

Danske transportvirksomheder kan nemlig se frem til at betale mindst dobbelt op i afgifter i 2030 i forhold til 2024. Vel at mærke ligegyldigt typen af drivmiddel, som virksomhedens lastbiler kører på.

– Vores analyse viser, at transportbranchen bliver brandbeskattet i de næste år lige gyldigt hvilke typer af lastbiler, der køres med. På den måde er afgifterne mest til for at fylde statskassen, på trods af at flere af afgifterne er solgt som, at de skulle bidrage til at sætte skub i den grønne omstilling, fortæller branchedirektør i DI Transport, Hakon Iversen.

Hakon Iversen opfordrer derfor til, at politikerne tilbagefører flere af afgiftsmidlerne til branchen i lighed med de millioner, der tidligere har været afsat til indkøb af lastbiler og infrastruktur via grøn fond.

- Afgifterne vil virke mere intelligente, hvis de hjælper med at flytte adfærd, så det at vælge grønne drivlinjer også er det billigste valg i sidste ende. Sådan er det langtfra i dag.

Km-afgift og EU kvoter

Dykkerman ned i tallene, viser analysen, at den tunge transports omkostninger stiger fra 6,9 kroner/l i 2025 og videre til ca. 9,6 kr./l i 2030.

Stigningen fra 2024 til 2025 kan forklares med indførslen af den kilometerbaserede vejafgift og stigningen i dieselafgiften. Tallet for 2030 skyldes de politisk aftalte stigninger i km-afgiften fra 2028-2030, samt øgede EU krav til iblanding af biodiesel samt det forhold, at transportsektoren fra 2027 omfattes af EU's CO2-kvotesystem.

Læs hele analysen her (kun for medlemmer): DI: Vejafgiften modarbejder transportens grønne omstilling - analyse af den kilometerbaserede vejafgift - DI Transport

Relateret indhold