11.06.25 ATL Nyheder

TU-fondens mangeårige projektchef takker af

Magnus Købke har valgt at gå på pension efter et langt arbejdsliv i transportbranchen.

TU-fondens projektchef, Magnus Købke, har i over 25 år været synonym med fondens mange indsatser, men i midten af juli fylder han 67 og vælger at gå på velfortjent pension.

Derfor kan han snart se tilbage på et arbejdsliv, der i de sidste mange år har handlet om at sikre bedre vilkår for vejgodstransportbranchen, blandt andet gennem indsatser for at få flere unge ind i faget.

Listen over gennemførte projekter er alt for lang til at blive udskrevet i sin helhed. Men Job i Transports roadshow, der til dato har besøgt over 1.200 skoler med deres mobile lastbilsimulator, computerspillet Cargo Dynasty, kogebøger og sundhedstiltag til chauffører samt TSU Simulatorcenter, bør nok fremhæves.

Spørger man selv Magnus Købke, har han kun haft 1-2 dårlige dage på de 25 år, hvor meget er nået. Alligevel er han ikke i tvivl om, at fondens arbejde også er vigtigt i de kommende år.

- Vi mangler stadig meget. De unge vil generelt hellere business eller akademikervejen.

Først til søs

At han selv skulle ende i vejgodstransportens tjeneste var ikke givet på forhånd selvom det tidligste barndomsminde om branchen var turene i lastbil sammen med farfaren, der drev en mindre vognmandsforretning på Viborgegnen.

I en ung alder blev han grebet af en stærk udlængsel og drømte om at komme ud at sejle. Efter realeksamenen startede han derfor på søfartsskolen i Sønderborg og påmønstrede derefter skoleskibet Danmark. Herefter fulgte halvandet år som sømand på fragtskibe langs Afrikas vestkyst.

- Jeg kunne godt lide at sejle og føre mig lidt frem, husker Magnus Købke med et grin.

Magnus’ plan var at blive styrmand, men navigationsskolen i Svendborg måtte nu spejde langt efter ham. For som de fleste mænd i familien tog han en uddannelse til mekaniker med speciale i lastbiler, men efter nogle år trak det igen med at komme ud at opleve verden.

 

Sprit i tanken

Det blev starten på knap otte år som lastbilchauffør, heraf fire eller fem stykker som eksportchauffør.

- Jeg har de bedste minder om det. Det blev aldrig trivielt for mig, og jeg glædede mig faktisk altid til at komme afsted igen om mandagen, husker han.

Perioderne væk hjemmefra blev dog efterhånden også forbundet med afsavn, da der med tiden også var kommet hustru og småbørn i Magnus’ liv.

Derfor tog han imod et tilbud om at blive faglærer og studievejleder på Holstebro Tekniske Skole, hvor arbejdstiderne matchede familielivet.

Senere blev han konsulent hos Danske Vognmænd og stod blandt andet for vognmandskurserne på organisationens tidligere kursusejendom Trelde Sande ved Fredericia.

Simulatorsucces

I 1999 splittede Danske Vognmænd som bekendt op i DTL og ATL og Magnus blev nu en del af kursuscentret DTC-U, som TSU, forløberen for TU-fonden, havde købte sig ind i.

Her blev han senere sat i spidsen for fondens nye simulatorcenter i Vejle, som Magnus husker som ”EU’s flotteste simulatorcenter”.

På toppen havde centret ca. 2.800 kursister om året, men i kølvandet på finanskrisen blev reglerne for lediges AMU-tilskud ændret. Det fik konsekvenser og i 2011 måtte centret endegyldigt lukke igen.

Siden har mange projekter optaget Magnus. Ikke mindst kampagnen Job i Transport, der stadig kører den dag i dag, og som har været stærkt medvirkende til, at branchen i dag er langt mere faglært og at flere kvinder i dag søger mod branchen.

Om få dage, når Magnus Købke endegyldigt har haft sidste arbejdsdag, er der altså masser at være stolt af. Det kan han passende have i tankerne, når han fremover får endnu bedre tid til sin elskede golfhobby og mere tid til at være sammen med sine fire børnebørn.

Nyd dit otium, Magnus!

PS: TU-fonden holder afskedsreception for Magnus Købke den 4. september kl. 14-16 på Munkebjerg Hotel og Casino i Vejle. Tilmelding på mail til atl@di.dk senest den 21. august 2025.

Relateret indhold