Foto: Colourbox

29.09.25 ATL Nyheder

Færdselsstyrelsen opdaterer vejledningen om chaufførers kvalifikationskrav

På baggrund af ændrede regler for kvalifikationskrav til visse chauffører, har Færdselsstyrelsen nu udsendt en ny og opdateret vejledning.

De nye regler betyder blandt andet, at den tidligere obligatoriske uddannelse ikke længere er et krav, og at de grundlæggende kvalifikationer nu i stedet kan opnås ved at gå op til direkte prøve. Den direkte prøve består af både en skriftlig del på fire timer og en praktisk del, der blandt andet indeholder køreprøve samt delprøve i lastning, passagersikkerhed og håndtering af nødsituationer. Den supplerende 4-ugers ordning bevares fortsat.

Branchedirektør i ATL, Lars William Wesch, ser positivt på forenklingen af kvalifikationsbekendtgørelsen:

-          Hos ATL mener vi at det er godt nyt og et vigtigt skridt i den rigtige retning, at fire ugers uddannelse nu ikke længere er et krav, men at det er muligt at gå direkte op til den obligatoriske prøve. Det fjerner unødvendige barrierer og gør det lettere at tiltrække nye chauffører i en tid med stor mangel på arbejdskraft.

Yderligere ændringer

Der er desuden indført flere væsentlige ændringer, som skal forenkle reglerne:

 - Gyldighedsperioden for midlertidige uddannelsesbeviser er forlænget fra 1 måned til 3 måneder.

 - Efteruddannelse skal nu blot være gennemført, inden chaufføruddannelsesbeviset udløber. Det er således ikke længere et krav, at efteruddannelsen afsluttes senest 12 måneder efter kursusstart.

De nye regler træder i kraft d. 1. oktober 2025. Læs den fulde vejledning hos Færdselsstyrelsen her: Vejledning til kvalifikationsbekendtgørelsen 26. september 2025

Relateret indhold