Foto: Colourbox

23.09.25 ATL Nyheder

Farvel til uddannelseskrav: Transportministeren afskaffer krav for lastvognsmekanikere

Det vil fremadrettet være lettere for lastvognsmekanikere at hente og levere lastbiler for deres kunder, da kravet om chaufføruddannelsesbevis netop er blevet afskaffet.

Transportminister Thomas Danielsen (V) har netop meddelt, at lastvognsmekanikere ikke længere er omfattet af uddannelseskravet til chauffører. De nye regler medfører, at lastvognsmekanikeren, der skal flytte en lastbil, fremover kan gøre det uden de krav, som godschauffører skal leve op til.

- Det er unødvendigt, at sælgere og mekanikere skal opfylde de samme krav som lastbilchauffører. Reglerne skal være mere enkle og give mening for dem, der arbejder under dem. Derfor undtager vi nu lastbilsælgere og -mekanikere fra uddannelseskravet til chauffører, så både de og deres arbejdsgiver slipper for unødvendigt besvær, siger transportminister Thomas Danielsen.

Uddannelseskravet stammer fra EU’s uddannelsesdirektiv, men efter afskaffelsen af uddannelseskravet for lastvognsmekanikere, sikrer ministeren, at Danmark ikke overimplementerer direktivet. Dermed undgår personer, der ikke arbejder som godschauffører en unødvendig byrde. 

- Det her er et positivt eksempel på regelforenkling, som er til glæde og gavn for branchen. Der fjernes nogle sten på vejen og gives mere fleksibilitet. Vi mener, at der på dette område har været tale om dansk overimplementering af EU-reglerne, så det er godt, at transportministeren har valgt at gå den modsatte vej, siger branchedirektør i ATL - Transportens Arbejdsgivere, Lars William Wesch. 

De nye regler er allerede trådt i kraft og Færdselsstyrelsen har opdateret deres vejledning. Reglerne gælder desuden også for lastbilsælgere. 

Relateret indhold