Verdis A/S modtager Transportens Lærepladspris 2025
Virksomheden får ATL’s pris for at gå den ekstra meter for den enkelte lærling og for sit professionelle setup, der sikrer god kommunikation og samarbejde med erhvervsskolerne.
At virksomheden Verdis A/S virkelig vil lærlinge illustreres måske bedst med et eksempel fra det seneste år: En lærling havde mistet sin læreplads dagen før opstart. Erhvervsskolen kontaktede derfor Verdis for at høre, om de kunne hjælpe.
Kort efter mødte en kørselsleder op fra virksomheden og lærlingen kunne snart gå hjem med et tilbud om en ny læreplads.
Oveni har Verdis A/S gennem mange år arbejdet for at tiltrække unge til faget og har indgået stribevis af uddannelsesaftaler, ligesom virksomheden også ofte tager et ekstra ansvar og åbner døren for unge med udfordringer.
Derfor har en enig dommerkomité valgt, at Verdis A/S skal have Transportens Lærepladspris 2025, der torsdag blev uddelt i forbindelse med ATL’s årsdag i Industriens Hus i København.
Et stort skulderklap
Verdis A/S er meget stolte over at få prisen, fortæller virksomhedens HR-direktør, Kasper Carstensen.
- At tage lærlinge ind og hjælpe unge med at få fodfæste i branchen er en vigtig del af DNA’et i vores virksomhed. Derfor er det også fantastisk at blive påskønnet for indsatsen. ATL’s lærepladspris er et stort skulderklap til de mange ledere og medarbejdere hos os, der hver dag sørger for at vores lærlinge har det godt, lærer noget og tager næste skridt i deres uddannelse, siger Kasper Carstensen.
Forbillede for hele branchen
ATL’s formand, Henrik Tofteng, sender også store roser til virksomheden.
- Veluddannede medarbejdere kan vi ikke få nok af i branchen, og derfor er det vigtigt, at vi har virksomheder som Verdis A/S, der tager opgaven med lærlinge meget seriøst, siger Henrik Tofteng.
- Virksomheden er et godt forbillede for os alle, ligesom de gennem deres indsats er med til at tale hele vores branche op.
I år var tredje gang, at ATL uddelte Transportens Lærepladspris. Verdis A/S var indstillet af DEKRA Erhvervsskole.
Om prisen:
Transportens Lærepladspris gives til en respekteret og anerkendt virksomhed i branchen, der har taget særlige initiativer for at sikre gode rammer for et eller flere lærepladsforløb. Virksomheden skal være medlem af ATL og være godkendt som læreplads inden for chauffør-, værksted-, og/eller lager- og terminalområdet. Vinderen af prisen udpeges af en dommerkomité, der i år bestod af: Stina Vrang Elias, direktør for Tænketanken Dea og Formand for Rådet for de grundlæggende erhvervsrettede uddannelser. Mads Haugbølle Behrendsen, Formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation, EEO. Signe Tychsen Philips, vicedirektør, Arbejdsmiljø og Uddannelse, DI og Simon Neergaard-Holm, direktør for Skills Denmark.