Husk at indberette uhævede feriemidler
Alle virksomheder på Feriegarantiordningen har pligt til senest den 15. november 2025 at indberette uhævede feriemidler – også selvom alle medarbejdere har afholdt hele deres ferie eller virksomheden for tiden ikke har medarbejdere ansat på de berørte overenskomster.
Alle virksomheder på Feriegarantiordningen har pligt til at indberette og indbetale uhævede feriemidler til Feriefonden for DI (DIO 1 Transport og DIO 2). Det gælder derfor også for alle virksomheder med ansatte på ATL-overenskomsten.
Det sender vi snarest brev ud om til alle adm. direktører i ATL’s medlemsvirksomheder.
Kravet om indberetning og betaling af uhævede feriemidler gælder alle virksomheder, der har tiltrådt en af følgende overenskomster mellem DI og 3F Transportgruppen: ATL, ADV, AKT, ATD, ATV, VSI eller Fællesoverenskomsten (medarbejdere, der ikke er omfattet af disse overenskomster, indberettes i stedet til eksempelvis Arbejdsmarkedets Feriefond (AFF) eller Byggegruppens Feriefond).
Bemærk, at virksomheder, der ikke har uhævede feriemidler, eller aktuelt ikke har medarbejdere ansat på de ovennævnte overenskomster, også har pligt til at indberette.
I de tilfælde anføres de uhævede feriemidler til kr. 0.
Sådan indberetter og indbetaler I
Indbetalingen af uhævede feriemidler skal ske til Arbejdernes Landsbank reg.nr. 5301, konto-nr. 000 024 8367. Husk at anføre virksomhedens DI-medlemsnummer.
Indberetningen til Feriefonden for DI sker ved at skrive til 3Ftransport@intension.dk (Sikker mail) med følgende oplysninger:
· Virksomhedens navn
· Virksomhedens DI-medlemsnummer
· Virksomhedens CVR-nummer
· Kontaktperson på virksomheden
· For hver medarbejder, I indbetaler uhævede feriepenge for, desuden:
· Navn
· CPR-nummer
· Beløb
· Antal feriedage (med én decimal)
Undgå renter
Hvis betalingsfristen ikke overholdes, tilskrives 1,5 procent i rente pr. påbegyndt måned regnet fra den 15. november 2025.
(Bemærk, at fristen for indbetaling og indberetning også gælder medarbejdere, der er omfattet af eksempelvis Arbejdsmarkedets Feriefond eller Byggegruppens Feriefond).
Brug for hjælp
Medlemmer, der har spørgsmål til uhævede feriemideler kan kontakte Rådgivningsenheden i DI på tlf. 3377 3377, eller skrive til DI via SMART-kontakt ved at trykke her.