Vejgodstransporten holder godt fast i de unge
Mens færre danske unge sidste år valgte en erhvervsuddannelse, stod det noget bedre til for vejgodstransportuddannelsen. Her underskriver man næsten det samme antal nye lærepladsaftaler som i tidligere år. ATL’s branchedirektør opfordrer branchen til at holde fast i indsatsen over for de unge.
Erhvervsuddannelserne oplever, set over én kam, vigende tilslutning i disse år. Det fremgår blandt andet af tallene for indgåede lærepladsaftaler inden for teknologi, byggeri og transport. Ifølge en ny opgørelse fra Dansk Industri blev der i 2025 således indgået over fem procent færre aftaler end i året før.
Tallene dækker dog over store forskelle. Vejgodstransporten oplevede i 2025 således kun et marginalt fald på 1,2 procent, mens det samlede antal igangværende lærepladsaftaler er uændret.
Branchedirektør i ATL, Lars William Wesch, er stolt af, at branchen igen formår at holde fast i de unge trods den nedadgående tendens på erhvervsuddannelsesområdet.
- Der er kamp om de unge som aldrig før. Ungdomsårgangene bliver mindre og flere skal aftjene værnepligt. I det lys kan vi godt tillade os at være lidt stolte af, at vi er blandt de få fag, der formår at fastholde niveauet, siger Lars William Wesch.
Virksomhederne går forrest
Han mener samtidig, at meget af årsagen skal findes i virksomhedernes store engagement med at tage lærlinge.
- Jeg er overbevist om, at resultatet især skyldes det store arbejde, der gøres lokalt, hvor mange ATL-virksomheder opretter lærepladser, udpeger mentorer og i det hele taget engagerer sig i, at vi får flere unge til at se branchens vej.
Samtidig mener han, at branchen så rigtigt, da man i sin tid valgte at satse stort på eksempelvis kampagnen Job i transport, der er et samarbejde mellem ATL, 3F m.fl.
- Job i transport og vores roadshow, der besøger skoler landet over betyder meget for, at unge får et godt og konkret indblik i branchen og de muligheder, der er for at gøre karriere. Samtidig har det haft betydning for, at over 10 procent af lærlingene i dag er kvinder, siger Lars William Wesch.