Foto: BFA
21.04.26 ATL Nyheder

Nyt brancherettet APV-værktøj på vej

BFA Transport er ved at lægge sidste hånd på et nyt, opdateret APV-værktøj, der er målrettet brancherne på transportområdet.

Det nye værktøj forventes at blive mærkbart nemmere og hurtigere at bruge og vil blive integreret på de enkelte brancheindgange på BFAportalen.dk. Samtidig bliver det et meget sikkert værktøj, da følsomme data ikke gemmes i skyen, men kun på brugerens egen computer.

Det fortæller chefkonsulent i ATL og DI, Susanne Linhart.

 - Vi glæder os rigtig meget til at lancere værktøjet og håber, det kan bidrage til, at virksomhederne på vores område får et godt og brugervenligt værktøj til APV, der understøtter et godt og sikkert arbejdsmiljø for alle.

Hvad kan det nye værktøj?

Det nye værktøj rummer brancherettede tjeklister og spørgeskemaer, som kan bruges til afdækning af arbejdsmiljøproblemer, risikovurdering og oprettelse af handlingsplaner. Samtidig er der mulighed for at tilpasse de enkelte tjeklister og spørgeskemaer og gemme dem som skabeloner, der kan bruges igen, når der skal laves ny APV.

Online spørgeskemaundersøgelser

Link til spørgeskemaundersøgelser vil kunne rundsendes til medarbejdere via e-mail og udfyldes online, mens handlingsplaner kan gemmes som printvenlige PDF’er, der kan bruges som dokumentation for APV-processen.

Samtidig rummer det nye værktøj en guide til APV-processen med de nyeste regler og retningslinjer for APV. BFA Transport vil melde ud, når det nye APV-værktøj er klar. Samtidig vil den hidtidige løsning, TransportAPV, gradvist blive udfaset.

 

Relateret indhold