ATL: Juniormesterlære er en stærk mulighed for transportbranchen
Branchedirektør i ATL - Transportens Arbejdsgivere, Lars William Wech, mener:
Prøv at forestille dig, at du er helt ung igen.
Du står foran at skulle vælge levevej i livet, men ved ikke rigtigt, hvad der gemmer sig bag de mange jobtitler.
Jeg synes selv, det lyder lidt skræmmende.
Netop derfor er juniormesterlære, der blev indført i starten af dette skoleår en fantastisk ordning, der giver unge på folkeskolens 8. og 9. klassetrin lov til at komme ud i en rigtig virksomhed op til to dage om ugen.
Her kan de spørge løs. Prøve selv, i det omfang, de kan og må. Suge til sig. Og gradvist blive mere afklarede med, hvad de vil med deres liv.
Det er også en fantastisk mulighed for virksomhederne for at vise deres fag frem. Hvad skal der til for at blive dygtig? Hvilke muligheder er der for at uddanne og udvikle sig?
Her i det første år med juniormesterlære har over 2.000 danske unge grebet muligheden. Og historierne om skoletrætte unge, der liver op på ny er flere.
Lær af Slagelse Transportcenter
På vores hjemmeside og i vores nyhedsbrev kan du læse om Slagelse Transportcenter, der lige nu har Eliaz, Johan og Mikkel i juniormesterlære.
Tre raske unge drenge, der efter et halvt år allerede har besluttet, at de har tænkt sig at søge ind som lærlinge, når de er færdige med folkeskolen.
Jeg håber, at flere transportvirksomheder vil give juniormesterlære en chance. Ikke mindst for de unges egen skyld, men også for branchens, der stadig har brug for flere motiverede unge som Eliaz, Johan og Mikkel.