Beredskabskursus tændte nye lamper på radaren
ATL’s beredskabskursus gav indblik i det nuværende trusselsbillede og konkrete værktøjer til, hvordan man som virksomhed kan arbejde systematisk med sit beredskab.
Hvordan forbereder man sig bedst på dét, man håber aldrig sker?
CIO i Tricolore A/S, Thomas Husted, valgte at deltage i ATL og DI Transports beredskabskursus i foråret sammen med en ledelseskollega. Det blev til et par dage med masser af faglige indsigter og værdifuld sparring med andre i branchen, fortæller Thomas, til dagligt har ansvar for virksomheden IT-strategi, digitale infrastruktur og informationssystemer.
- - Kriseberedskab har fået en ny aktualitet. Som CIO er jeg naturligvis opmærksom på cybersikkerhed, men kurset åbnede også for refleksioner over de mindre oplagte risici. For eksempel stigende olie- og brændstofpriser, geopolitiske spændinger eller hvis virksomheden pludselig bliver en del af en aktion fra eksempelvis klimaaktivister, fortæller Thomas Husted.
Ingen facitliste
Ifølge Thomas Husted blev kursisterne hurtigt klar over, at der ikke findes en facitliste, når det handler om beredskab. Noget af det vigtigste er derimod at man øver sig i at handle, uanset hvilke trusler der er tale om.
Efter kurset valgte Tricolore at sætte emnet beredskab på ledelsesgruppens agenda, mens Thomas Husted og virksomhedens CFO satte møder op for at drøfte, hvordan virksomheden systematisk kan forberede sig på tidens trusler.
- - Det handler om at få tændt nogle lamper på radaren igen og få taget det første skridt. De kompetente oplægsholdere på kurset gav os konkrete metoder, herunder OODA-modellen (Observe, Orient, Decide, Act), der kan bruges til at håndtere det uforudsigelige, fortæller Thomas, og fremhæver, at det også var meget lærerigt, at kurset gav mulighed for at høre, hvordan andre virksomheder i branchen har valgt at tackle udfordringerne.
Er din virksomhed klar til kriser?
Læs om, hvordan I som virksomhed kommer i gang med at lave et godt beredskab Beredskab | Forbered din virksomhed på kriser og trusler - DI