Mads udlever stadig chaufførdrømmen
Den første vinder af Transportens Lærlingepris lyser stadig op, når snakken falder på ATL’s lærlingepris, der i sin tid bekræftede ham i, at han valgte den rigtige levevej. Vi har mødt den tidligere prisvinder.
Håret er der blevet lidt mindre af med tiden. Men smilet og den umiddelbare begejstring er let at genkende hos Mads Grue Christensen, som for syv år siden blev den første modtager af Transportens Lærlingepris. En pris, ATL indstiftede for at hylde de dygtige lærlinge i branchen, der er gode rollemodeller for andre unge.
Den oplevelse vækker stadig følelser i ham her syv år efter.
- Det var en meget overvældende dag, som jeg stadig sætter stor pris på. Det kom jo helt bag på mig, siger han og smiler.
Branchen blev gamechanger
Siden dengang har han slået sig ned i lokalområdet, og for nyligt blev han far for første gang. På mange måder er han en helt anden selvsikker mand, end den unge gut, der med hans egne ord kom ”lidt fumlende ind i branchen” for ti år siden.
Som ung begyndte han tidligt at spejde efter lastbilerne i trafikken, men turde kun sjældent tale højt om sine tanker om at blive lastbilchauffør.
- Jeg er jo ikke den frembrusende type, men jeg frygtede nok lidt, hvad min omgangskreds ville sige. Måske ville de spørge, om der virkelig ikke var andet, jeg ville end køre lastbil?
Først som 21-årig fik han samlet mod til sig og kom i gang med chaufføruddannelsen. Her gik det også lidt langsomt og usikkert i starten. Men skridt for skridt fik han styr på opgaverne og mærkede, hvordan selvtilliden voksede i ham.
- På den måde er jeg en anden i dag med en helt anden selvtillid.
Det billede blev også draget frem, da han fik ATL Transportens Lærlingepris 2019 i forbindelse med ATL’s årsdag.
I sin tale læste juryformand Stina Vrang Elias højt fra virksomhedens indstilling, der beskrev en ”meget stille og forsagt lærling”, der i starten skulle bruge en halv dag på at surre en palle fast. Men også en lærling, som gennem flid, godt humør og gå-på-mod udviklede sig enormt gennem læretiden. Både fagligt og personligt.
Tid til familie og fritid
På asfalten neden for mødelokalet, hvor vi sidder, holder en lang række lastbiler parkeret, der næsten alle er malet i Danske Fragtmænds blå farver. Arbejdsstedet er nemlig stadig det samme, som da Mads Grue Christensen startede som lærling nemlig J. Nørgaard Petersen A/S i Høje Taastrup.
- Jeg har det stadig rigtig godt her, kender mine ruter og har tid til at passe min familie og tage min datter til gymnastik hver torsdag. Og så er jeg stadigvæk rigtig glad for at køre lastbil og sætter pris på den tryghed, der er i at være i velkendte rammer, fortæller Mads, der lidt senere i år kan fejre sine første ti år i familievirksomheden.