Peder Pedersen og Steffen Husum Nielsen glæder sig til at udbyde valgfaget Truck til eleverne efter sommerferien. Foto: Hobro Efterskole.

23.06.26 ATL Nyheder

Efterskole sætter lastbiler på skoleskemaet

Eleverne på nordjysk efterskole kan efter sommerferien tage valgfaget Truck, der blandt giver eleverne adgang til en moderne simulator.

Hvor skal fremtidens lastbilchauffører komme fra?

Måske noget af svaret gemmer sig på Hobro Efterskole, der efter sommerferien vil udbyde valgfaget Truck som den allerførste efterskole her i landet. Faget skal lære eleverne om både færdigheder og muligheder inden for transportområdet.

- Det er et fag for unge, der drømmer om frihed på landevejen, store maskiner og en hverdag med fart og fællesskab. For nogle er alt det her med trucks lidt en nicheinteresse. Men hos os bliver det nu et samlingspunkt, hvor elever kan mødes om truckspotting, truck-lingo og fascinationen af livet på landevejen, fortæller valgfagslæreren i Truck, Steffen Husum Nielsen.

Forventes at blive til linjefag 

Efterskolen har med støtte fra ATTA-fonden blandt andet indkøbt en avanceret simulator, der giver eleverne mulighed for at lære at køre lastbil, traktor og andre store transportkøretøjer i realistiske omgivelser. Helt uden kørekort.

Derudover kommer eleverne også til at lære bredt om transportbranchen, regler og sikkerhed samt besøge virksomheder, vognmænd og uddannelsessteder.

Det fortæller skolens forstander, Peder Pedersen, der har mærket en stor interesse for det kommende valgfag. Både fra nuværende og kommende elever, men også fra lokale virksomheder og uddannelsesinstitutioner, der gerne vil bakke op.

- Vi har mærket en markant interesse for det kommende valgfag, som vi også håber at kunne gøre til rigtigt linjefag, som eleverne så skal have flere timer i om ugen. Samtidig arbejder vi også på at kunne udbyde Truck som led i fri fagskole, så også de lidt ældre unge får mulighed for at snuse til transportbranchen, fortæller Peder Pedersen.

Til efteråret inviterer Hobro Efterskole til åbent hus, hvor interesserede elever, forældre og samarbejdspartnere kan prøve simulatoren og høre mere om det nye valgfag. Her kan både unge truck-entusiaster og deres familier opleve, hvordan interessen for store køretøjer kan blive til både fællesskab, uddannelse og fremtidige jobmuligheder.

 

Relateret indhold