Opkrævninger til uddannelsesfonde i uge 34
ATL's medlemsvirksomheder modtager i uge 34 en opkrævning til HTSK-fonden, HTUS Udviklings- og Samarbejdsfond og Transportens Udviklingsfond. Opkrævningen vedrører 1. halvår 2026. Sidste frist for indbetaling er i uge 37. Opkrævningerne til fondene sker halvårligt.
PensionDanmark Uddannelsesfonde A/S opkræver 780 kr. pr. medarbejder pr. år til HTSK-fonden. Til HTUS Udviklings- og Samarbejdsfond er satsen 50 øre pr. time eller 825 kr. pr. medarbejder årligt i første kvartal 2026 og 55 øre pr. time eller 907,50 kr. pr. medarbejder årligt i andet kvartal 2026. Til Transportens Udviklingsfond opkræves 15 øre pr. arbejdstime omregnet til 0,62 promille af lønsummen.
Opkrævningerne sker på baggrund af virksomhedens indbetalte pensionsbidrag, og derfor opkræves pengene altid bagud. Opkrævningen for 2. halvår 2026 vil blive sendt ud i februar 2027.
Manglende betaling kan føre til bod og inkasso
Ved den seneste overenskomst blev det aftalt, at manglende indbetaling til fondene kan medføre både bod og inkasso.
Hvis en opkrævning ikke er betalt efter første rykker, pålægges en bod på 1.000 kr. Betales anden rykker heller ikke, overdrages sagen til inkasso, og der pålægges yderligere en bod på 1.000 kr.
Tjek opkrævninger i e-Boks
Virksomheder, der er tilknyttet e-Boks, modtager opkrævningen digitalt. Øvrige virksomheder får den sendt med posten.
Vær opmærksom på, at post fra PensionDanmark ikke nødvendigvis vises via virk.dk, hvis post fra private afsendere ikke er aktiveret. Derfor anbefales det at tilgå e-Boks direkte. E-Boks sender i øvrigt en notifikation i form af en mail og/eller SMS, når der er ny post i e-Boks.
Søg om tilskud til efteruddannelse på pension.dk
Fondene, der administreres af PensionDanmark Uddannelsesfonde A/S, yder tilskud til medarbejdernes efteruddannelse. Det er virksomheden, der på vegne af medarbejderne, søger om tilskud til kurser. Tilskud søges direkte på pension.dk under Uddannelsesfonde. Her er der også en liste over samtlige kurser, virksomheder kan søge tilskud til samt information om satserne på tilskuddet.
Virksomheder, der har søgt og modtaget VEU-godtgørelse for medarbejdernes deltagelse i AMU-kurser, skal ikke genindtaste oplysningerne for at få tilskud fra uddannelsesfondene. PensionDanmark henter nemlig automatisk oplysningerne fra voksenuddannelse.dk. Herefter får virksomhederne en mail, hvor de gøres opmærksomme på, at de også kan få tilskud fra den uddannelsesfond, som de er tilknyttet.
Læs evt. mere på www.pension.dk/virksomhed/uddannelse.