Derfor er puljen til grøn omstilling ikke blevet tømt
Manglende adgang til elnettet og en støtteordning, der er for tung at søge. Det er nogle af årsagerne til, at puljen til grøn omstilling af tung vejtransport ikke er blevet tømt.
Vejdirektoratets pulje skal understøtte virksomhedernes investeringer i nulemissionslastbiler og ladeinfrastruktur. At der fortsat er penge tilbage, er ikke udtryk for manglende interesse for elektrificering, mener DI Transport, men for barrierer, der gør investeringerne vanskelige at gennemføre.
Adgangen til elnettet er en afgørende barriere
Elektrificeringen kræver, at virksomhederne kan få tilstrækkelig kapacitet og en rettidig tilslutning til elnettet. Det er i dag en afgørende barriere.
- Manglende adgang til elnettet er en hovedårsag til, at puljen ikke er blevet tømt. En virksomhed kan være klar til at investere i el-lastbiler, men hvis den ikke kan få den nødvendige netkapacitet og ladeinfrastruktur på plads, kan investeringen ikke gennemføres. Derfor arbejder vi tæt sammen med DI Energi for at sikre, at transportsektoren ikke bliver efterladt i elektrificeringen, siger Rune Noack, transportpolitisk chef i DI Transport.
Transportens behov skal derfor tænkes ind, når elnettet udbygges og tilslutninger prioriteres.
- Der skal ikke herske tvivl om, at det har meget stor opmærksomhed i DI. Der er brug for en konkret plan, som fjerner de væsentligste barrierer for virksomhedernes adgang til elnettet. Det er positivt, at transporten er prioriteret højt i regeringens akutplan for elektrificering, men nu skal prioriteringen også kunne mærkes ude hos virksomhederne, siger Rune Noack.
Støttemodellen er for administrativt tung
Samtidig kræver den nuværende ordning et betydeligt forarbejde, fordi virksomhederne blandt andet skal indhente tilbud og dokumentere meromkostningen ved en nulemissionslastbil.
- Den nuværende model er administrativt tung. Der ligger meget arbejde forud for en ansøgning, fordi virksomheden skal indhente tilbud og beregne den konkrete meromkostning. Det kan især være en barriere for mindre virksomheder, som ikke har ressourcer til en omfattende ansøgningsproces, siger Rune Noack.
DI Transport foreslår et fast tilskud
DI Transport foreslår derfor et fast tilskud ved køb eller leasing af el-lastbiler. Det vil gøre støtten enklere og mere forudsigelig.
- Et fast tilskud ved køb eller leasing af en el-lastbil vil skabe en enkel og forudsigelig model med korte processer. Virksomhederne vil på forhånd vide, hvad de kan få i støtte, og kan planlægge deres investeringer derefter. Samtidig undgår vi den stop-and-go-effekt, som opstår, når omstillingen afhænger af enkelte ansøgningsrunder, siger Rune Noack.
Støtten skal med andre ord følges af hurtigere nettilslutning og en enklere model, hvis flere transportvirksomheder skal kunne tage næste skridt i elektrificeringen.