Foto: Colourbox

28.09.26 • ATL • Nyheder

Kan din virksomhed fortsætte driften, hvis systemerne går ned?

Styrelsen for Samfundssikkerhed har netop hævet truslen fra destruktive cyberangreb fra middel til høj. Derfor bør transportvirksomheder allerede nu teste deres beredskab, gennemgå deres backup og sikre, at de kan opretholde kritiske funktioner, hvis it-systemerne pludselig bliver utilgængelige.

Modsat et traditionelt cyberangreb sigter et destruktivt cyberangreb ikke på en økonomisk gevinst. Det har derimod til formål at forstyrre eller helt at ødelægge en virksomheds systemer og kritiske funktioner.

Set i lyset af den nye trusselsvurdering er det derfor ekstra vigtigt, at virksomhederne forbereder sig nu, inden det er for sent. Det mener DI’s ekspert i cybersikkerhed, chefkonsulent Jeppe Engell, der var blandt oplægsholderne ved ATL’s årsdag i september.

-Et destruktivt cyberangreb kan man ikke betale sig ud af. Det afgørende er, hvor hurtigt man kan køre igen. For en transportvirksomhed er spørgsmålet derfor enkelt: Hvis alle systemer er væk i morgen, hvordan får I så bilerne ud og godset frem? Det svar skal ledelsen have, før angrebet rammer. Ikke bagefter, siger Jeppe Engell.

Ifølge cybersikkerhedseksperten er transportbranchen et oplagt mål for cyberangreb, da branchen både er kritisk infrastruktur og er afhængig af digitale systemer til blandt andet disponering, booking, dokumentation, lagerstyring og kommunikation med kunder og samarbejdspartnere. Hvis centrale systemer bliver utilgængelige, kan det hurtigt få betydning for den daglige drift og leverancerne gennem hele forsyningskæden.

Fokus på genopretning af driften

I forbindelse med det forhøjede trusselsniveau anbefaler DI, at virksomheder særligt fokuserer på deres evne til at begrænse konsekvenserne af et angreb og på, hvordan driften kan genetableres, hvis uheldet er ude. Det indebærer blandt andet at teste virksomhedens backup, gennemgå beredskabsplaner og sikre, at kritiske funktioner kan opretholdes, hvis it-systemerne ikke er tilgængelige.

DI peger også på vigtigheden af at beskytte produktions- og driftssystemer, gennemgå fjernadgange og have overblik over leverandører og samarbejdspartnere, som har adgang til virksomhedens systemer. Angreb kan nemlig også ramme andre led i værdikæden.

Få hjælp og vejledning

DI har samlet en række råd, vejledninger og værktøjer til virksomheder, der ønsker at styrke deres cybersikkerhed og beredskab.

Læs mere her:

Relateret indhold