Lovforslag vil udrulle vejafgiften til 7.500 mindre lastbiler
Aktuelt lovforslag vil lægge vejafgift på lastbiler mellem 3,5 og 12 tons. ATL kritiserer tidsfristen i lovforslaget, der dog også rummer positive elementer.
Regeringen har for nylig sendt et lovforslag i høring, der vil udvide den kilometerbaserede vejafgift til også at omfatte lastbiler med en teknisk tilladt totalvægt mellem 3.501 og 11.999 kg.
I alt forventes omkring 7.500 køretøjer at blive omfattet af de nye regler, som efter planen skal træde i kraft den 5. januar 2027.
Branchedirektør Lars William Wesch hæfter sig ved den korte tidshorisont.
- Selvom der er vejafgiftsbokse nok på lager, ændrer det ikke ved, at de virksomheder, der bliver berørt, står over for en meget skarp deadline. Derfor opfordrer vi sammen med DI Transport til, at tidsfristen forlænges, eller at de nye regler først håndhæves efter en indkøringsperiode, siger Lars William Wesch.
Godt tiltag for el-lastbiler
Omvendt mener han, at det er positivt, at regeringen samtidig foreslår at undtage nulemissionskøretøjer mellem 3,5 og 4,25 ton fra vejafgiften. Undtagelsen omfatter blandt andet elektriske varebiler, som ofte vejer mere end tilsvarende dieselbiler på grund af batterierne.
ATL mener, at det bør overvejes, om el-lastbiler helt kan undtages fra kilometerafgiften, da det vil styrke incitamentet til at investere i emissionsfri køretøjer og dermed understøtte den grønne omstilling af godstransporten.
Virksomheder skal have mulighed for at rette fejl
ATL mener også, at virksomhederne bør have mulighed for at rette fejl og betale manglende vejafgift, før de får en bøde. Det gælder eksempelvis, hvis udstyret er defekt, eller en teknisk fejl ikke opdages i tide. Ellers kan den samme fejl føre til flere bøder.
Lovforslaget sigter desuden på at fastholde det nuværende bødeniveau, der går helt op til 9.000 kr.
Grundlæggende mener ATL, at sanktioner bør afspejle overtrædelsens karakter, så enkeltstående fejl ikke sidestilles med bevidste eller gentagne overtrædelser. Derfor bør den maksimale bøde sænkes til 4.500 kr. Alternativt bør bøden på 9.000 kr. kun gælde ved bevidst kørsel uden vejafgiftsboks eller rutebillet.