ATL

Køre- og hviletidsregler

Køre- og hviletidsreglerne regulerer, hvor lang tid en chauffør må køre, hvornår der skal holdes pauser og hvil, og hvordan man skal forholde sig i særlige situationer for eksempel ved driftsforstyrrelser og force majeure.

Køre- og hviletidsreglerne indeholder også regler for betjening af kontrolapparatet og opbevaring af de oplysninger, som kontrolapparatet har registreret, samt regler for udlevering af oplysninger til politiet til kontrol af, om reglerne er blevet overholdt. Der er endvidere regler for installering og eftersyn af kontrolapparatet, som skal foretages af autoriserede værksteder. ATL rådgiver virksomhederne om reglerne og om brug af den digitale fartskriver, ligesom der bliver afholdt virksomhedsrettet kurser og medlemsmøder om emnet. 

Generelt om køre- og hviletid

Køretid

  • Daglig køretid er maks. 9 timer
  • 2 gange om ugen må der køres maks. 10 timer 
  • Ugentlig køretid må være maks. 56 timer, fordelt på maks. 6 døgn
  • På to på hinanden følgende uger må der maks. være en køretid på i alt 90 timer

Pauser
Der skal være en pause på min. 45 minutter efter 4½ times effektiv køretid. Pausen kan deles i to, hvor den første kan placeres frit, denne pause skal være på min. 15 minutter. Den sidste pause skal være på min. 30 minutter.

Der begynder en ny 4 ½ times køreperiode efter afholdelse af min. 45 minutters pause.  

Hviletid

  • Indenfor 24 timer skal chaufføren holde mindst 11 timers sammenhængende hvil
  • 3 gange mellem to ugentlige hviletider, kan hvilet nedsættes til 9 timers sammenhængende hvil
  • Ved 2 mands betjening: 9 timers sammenhængende hvil i løbet af 30 timer
  • Daglige hvil og reducerede ugentlige hvil kan holdes i lastbilen, hvis der er en køje, og lastbilen holder stille
  • Hvis hvilet skal holdes på tog eller færge, skal chaufføren have adgang til seng eller køje I forbindelse med ombordkørsel og frakørsel fra færge, må hviletiden afbrydes 2 gange. Afbrydelserne må sammenlagt højest vare 1 time. Ved benyttelse af dette, skal hviletiden sammenlagt være minimum 11 timer + afbrydelsernes længde Ugentlig hviletid
  • Efter maks. 6 x 24 timer skal der afholdes et ugentligt hvil
  • I 2 på hinanden følgende uger skal en fører tage mindst to regulære ugentlige hviletider på hver min 45 timer, eller én regulær ugentlig hviletid på min. 45 timer og en reduceret ugentlig hviletid på min. 24 timer (med efterfølgende kompensation)
  • Afholdes et reduceret ugentligt hvil, skal denne reduktion kompenseres med et tilsvarende samlet hvil, som skal tages i forlængelse af en anden hviletid på mindst 9 timer, inden udløbet af de følgende 3 uger
  • I 4 på hinanden følgende uger holdes 2 regulære ugehvil af mindst 45 timer og 2 reducerede ugehvil af mindst 24 timer. Reduktionen skal kompenseres samlet i den 3. uge inden det regulære ugehvil påbegyndes. Det første reducerede ugehvil skal foretages internationalt for, at denne regel kan benyttes

Håndtering af køreskiver og førerkort
Der skal medbringes førerkort og/eller køreskiver for indeværende dag og de forudgående 28 kalenderdage.

  • Køreskiven må maks. sidde i fartskriveren i 24 timer
  • Påfør årsag til evt. brud på reglerne bag på køreskiven, eller udskrift fra tachograf
  • Førerkort skal downloades senest hver 21. dag
  • Tachografen skal downloades min. hver 2. måned
  • Køreskiver og data fra tachograf og førerkort skal opbevares min. 1 år Transportvirksomheden skal tilrettelægge chaufførens arbejde på en sådan måde, at han er i stand til at overholde bestemmelserne om køre- og hviletid. Transportvirksomheden skal give førerne de nødvendige instrukser og føre regelmæssig kontrol for at sikre overholdelsen af bestemmelserne om køre- og hviletid.

Hvordan udfører man så denne kontrol, og hvordan sikrer man sig, at alt er kontrolleret? ATL har udarbejdet et skema, som kan bruges som tjekliste. Du finder skemaet i boksen til højre.

Virksomhedskort

I forbindelse med politiets virksomhedskontrol af køre- og hviletidsbestemmelserne viser det sig, at en del virksomheder ikke altid opfylder kravene i henhold til § 6 i køre- og hviletidsbekendtgørelsen, der omhandler brug af virksomhedskort. Virksomhederne ”glemmer” at indlæse virksomhedskortet før ibrugtagning af køretøjet eller har fejlagtigt fået ”afmeldt” køretøjet i forbindelse med overførsel af data.

Reglerne er som følger:

Transportvirksomheden skal have et virksomhedskort, der identificerer virksomheden, og som gør det muligt at vise, overføre og printe data fra kontrolapparater i køretøjer, som virksomheden bruger.

Transportvirksomheden skal før ibrugtagning af et køretøj anvende virksomhedskortet i kontrolapparatet og sikre, at fremtidige data i kontrolapparatet registreres som tilhørende transportvirksomheden.

Ophører brugen af et køretøj i transportvirksomheden midlertidigt eller permanent, skal virksomheden anvende virksomhedskortet i kontrolapparatet og sikre, at registrering af data til virksomheden ophører.

Transportvirksomheden skal anvende virksomhedskortet for at få adgang til data i kontrolapparatet og ved overførsel, lagring og sikring af data til et eksternt edb-medie, som skal være forsynet med et backup-system, der hindrer tab af data.

Husk derfor at kontrollere om ovennævnte regler er overholdt. Manglende indlæsning af virksomhedskort koster kr. 6.000,- pr. bil i bøde.

Fartskivekort - fornyelse

Takografkort er et chipkort, der bruges sammen med den digitale takograf, og som gør det muligt for takografen at identificere kortindehaveren samt overføre og gemme data. Der er fire typer takografkort:

  • Førerkort
  • Virksomhedskort
  • Værkstedskort
  • Kontrolkort

Retningslinjer for ansøgning om fornyelse af fører- og virksomhedskort samt værkstedskort

Førerkort:

  • Der kan tidligst søges om nyt førerkort 2 måneder før udløbsdatoen.
  • Der skal senest 15 dage før udløbsdatoen søges om nyt takografkort (hvis man vil være sikker på at have det i hånden til anvendelsesdatoen træder i kraft).
  • Det nye (fornyede) førerkort gælder dagen efter, at det gamle udløber.

Virksomhedskort:

  • Samme tidsfrister som for førerkort gælder.
  • Bemærk, at virksomheden skal udfylde en ansøgningsblanket for samtlige virksomhedskort, de ønsker at forny. Proceduren er anderledes i forhold til førstegangsudstedelse af virksomhedskort, hvor man blot kan anføre, hvor mange man ønsker. Dette skyldes, at virksomhedskortet bliver forsynet med et unikt nummer, som får et ”gentagelsesnummer”.

Værkstedskort:

  • Samme tidsfrister som for førerkort gælder.

Fornyelse af førerkort, virksomhedskort eller værkstedskort ansøges elektronisk på Borger.dk eller i en af Færdselsstyrelsens 3 ekspeditioner i Aalborg, Kolding eller København. Du kan læse mere her Ansøg om førerkort (fstyr.dk)

Fornyelseskort fremsendes til ansøgers hjemadresse. Takografkort leveres normalt inden for 5 arbejdsdage fra ansøgningens indgivelse.

Spørgsmål vedrørende ovennævnte takografkort kan rettes til Færdselsstyrelsen på tlf. 7221 8899.

"Force-majeure reglen" - artikel 12 i køre- og hviletidsforordningen

Hvis det er foreneligt med hensynet til færdselssikkerheden, kan føreren for at nå frem til en egnet holdeplads fravige reglerne om den daglige og ugentlige køretid, uafbrudt køretid og pauser, daglig og ugentlig hviletid og ”færgereglen” i det omfang, hvori det er nødvendigt af hensyn til sikkerheden for personer eller for køretøjet eller dets last. Føreren skal på kontrolapparatets diagramark eller på en udskrift fra kontrolapparatet manuelt angive årsagen til fravigelsen senest ved ankomsten til den egnede holdeplads.

Det betyder, at chaufføren har mulighed for at fravige ovennævnte regler, hvis der opstår ekstraordinære omstændigheder som f.eks. større trafikulykker, ekstreme vejrforhold, omkørsler, manglende plads på parkeringspladser, samt andre situationer, som føreren ikke har haft indflydelse på. Bestemmelsen er udformet for at give føreren mulighed for at håndtere situationer, hvor det uventet under selve transporten bliver umuligt at overholde bestemmelserne. Undtagelsen har også til formål at tilgodese sikkerheden for personer, køretøjet og dets last, og det kræves, at der under alle omstændigheder skal tages hensyn til færdselssikkerheden.

Sidst men ikke mindst skal man være opmærksom på, at:

a) Fravigelsen fra den maksimalt tilladte køretid må ikke forekomme regelmæssigt, og den skal skyldes ekstraordinære omstændigheder
b) Daglige og ugentlige køretider skal overholdes, og føreren må dermed ikke opnå en ”tidsgevinst” ved at overskride den maksimale køretid i sin søgen efter en egnet holdeplads
c) Fravigelsen må ikke føre til en fravigelse af de påkrævede pauser eller daglige og ugentlige hviletider

Husk, at: Føreren skal på kontrolapparatets diagramark eller på en udskrift fra kontrolapparatet manuelt angive årsagen til fravigelsen senest ved ankomsten til den egnede holdeplads.

Kontrol af køre- og hviletidsregler

Politiet henstiller til, at vejkontrollen foretages med udgangspunkt i de køre- og hviletidsbestemmelser, der ud fra et færdselssikkerhedsmæssigt synspunkt er mest relevante. Disse er daglig køretid, køretid uden pauser, daglig hviletid og ugentlig hviletid.

Kontrollen bør som udgangspunkt foretages efter følgende retningslinjer:
Ved vejkontrol kontrolleres diagramark og digitale data fra førerkort og kontrolapparat som udgangspunkt på følgende måde:

  • Det kontrolleres at føreren har medbragt diagramark og digitale data for den pågældende dag og de foregående 28 dage
  • Af de foreviste diagramark og digitale data kontrolleres oplysningerne for den pågældende dag og den forudgående uge
  • Såfremt der i den kontrollerende periode konstateres væsentlige overtrædelser af køre- og hviletidsbestemmelserne skal der rejses tiltale og kontrolleres for hele perioden.

Ved vejkontrollen kontrolleres følgende:

  • Daglig køretid max 10 timer
  • Køretid uden pauser
  • Daglig hviletid mindst 9 timer
  • Ugentlig hviletid mindst 24 timer
  • Bestemmelser om kontrolapparatet

ATL opfordrer dig til at læse vejledningen for på den at måde få indsigt i politiets grundlag for kontrolarbejdet med køre- og hviletidsbestemmelserne bl.a. med henblik på den daglige tilrettelæggelse af arbejdet for chaufførerne. 

Virksomhedskontrol og køre- og hviletid
Færdselsstyrelsen foretager virksomhedskontrol af diagramark og data fra virksomheder, der er udtaget til kontrol med overholdelse af køre- og hviletidsbestemmelserne.

Færdselsstyrelsen kontrollerer blandt andet følgende:

  • Om virksomheden overholder reglerne om køretid, pauser og hviletid.
  • Om kontrolapparatet fungerer korrekt.
  • Om diagramark/førerkort anvendes korrekt, herunder at der ikke sker unødig udskiftning/udtagning af diagramark/førerkort i den daglige arbejdsperiode eller i forbindelse med skift af køretøj.
  • Om alle felter på diagramarkene er udfyldt korrekt, dvs. med angivelse af førerens fornavn og efternavn, startdato, startsted, slutdato, slutsted, registreringsnummer(re) og kilometertællerens stand ved kørslens begyndelse og afslutning.

I forbindelse med indkaldelse af oplysninger fra virksomheden skal følgende procedure følges:

  • En køretøjsliste som skal omfatte samtlige virksomhedens køretøjer, der er anvendt i kontrolperioden, ligesom det skal anføres, om køretøjet er udstyret med digitalt kontrolapparat eller analogt kontrolapparat, og navn på de(n) fører(e), der har ført køretøjet i kontrolperioden
  • Førerlisten skal indeholde navne, CPR-numre og adresser på alle førere, der har ført virksomhedens køretøjer i kontrolperioden. Det skal endvidere anføres, om føreren har anvendt førerkort og/eller diagramark under kørslen.
  • Der skal indsendes en elektronisk kopi af originale datafiler for både førerkort og det digitale kontrolapparat for hele kontrolperioden.
  • Der skal for hele kontrolperioden indsendes fuldstændigt udfyldte originale diagramark, der skal være sorteret i køretøjs- og datoorden. Inden diagramarkene sendes bør virksomheden kontrollere, at diagramarkene er fuldstændigt udfyldt, ligesom man bør tage en fotokopi af diagramarkene, som evt. skal bruges i forbindelse med partshøringen.
  • Endelig skal det anføres hvis virksomheden har anvendt færgereglen, samt vedlægges dokumentation herfor. 

Udføres der i et køretøj med digitalt kontrolapparat en kørselstype, der indebærer hyppige stop eller mange stop for af- og pålæsning, kan det digitale kontrolapparat have registreret for meget køretid i forhold til det analoge kontrolapparat.

I en overgangsperiode er der mulighed for at anvende en særlig tolerance i disse tilfælde, hvis det ud fra de fremsendte oplysninger om førerens kørselsforløb, fx i form af fragtsedler, er tilstrækkeligt dokumenteret, at der udføres en kørselstype, der indebærer hyppige stop eller mange stop for af- og pålæsning.

Vil du vide mere?

Her kan du læse mere om køre- og hviletid, samt hente relevante lister mm.

Tjekliste Aktivitetserklæring Digital takograf Kort om køre- og hviletidsregler Køre- og hviletidsbestemmelser
Morten Arnskov Bøjesen

Morten Arnskov Bøjesen

Chefkonsulent

Claus Turn Jensen

Claus Turn Jensen

Chefkonsulent

Rune Noack

Rune Noack

Transportpolitisk chef

Relateret indhold