Bilbranchen Analyser

Markedsoverblik: Væsentlige forskydninger i bilsalget

Bilsalget er næsten tilbage på niveau med det flotte bilsalg i oktober 2017, hvor afgifterne på mange bilmodeller blev sat ned. Der er dog væsentlige forskydninger i bilsalget sammenlignet med dengang.

Der blev indregistreret 18.369 nye personbiler i oktober i år. Det er kun 1 pct. under det ekstraordinære høje bilsalg i oktober 2017 (18.562), hvor mange biler blev billigere på grund afgiftsændringen. Samtidig er der tale om en segmentforskydning på ca. 20 pct. af bilsalget. Der blev i oktober handlet ca. 9 pct. flere nye større biler (større end mellemklassen) end umiddelbart efter afgiftsændringen i oktober 2017 (virkning pr. 3.10.2017).

Der er dog store regionale forskydninger i bilsalget. I forhold til oktober sidste år er antallet af nye personbiler steget ca. 18 pct. i Region Syddanmark, men faldet ca. fire pct. i Region Nordjylland. I Region Hovedstaden, som i øjeblikket tegner sig for 40 pct. af alle nyregistreringerne, havde Volkswagen en markedsandel på 16,4 pct. Det er mere end de dobbelte af Audi og Mercedes, som er nummer 2 og 3 målt på nybilsalg i regionen.

Privatmarkedet (inkl. privatleasing) steg samlet set med samme tempo som erhvervsmarkedet (firmakøb og erhvervsleasing), og landede dermed ca. 10 pct. over samme måned året før. Den udvikling dækker over en stigning i privatleasing på 38 pct. Dermed er mere end hver fjerde nye personbil til private kunder leaset. Ingen bilmodeller har en top-10 placering på tværs af alle salgskanalerne.

Volkswagen, Audi og Mercedes havde i oktober en andel i nybilsalget, som lå ca. 2,0 - 2,2 procentpoint over deres andel i personbilbestanden. Omvendt havde Ford, Opel og Fiat en andel i nybilsalget, som lå ca. 1,5 - 2,5 procentpoint under deres andel i personbilbestanden. Samme tendens gør sig gældende, når nybilsalget betragtes år-til-dato.

Skrevet af:

Frederik Funder

Relateret