Bilbranchen Analyser

Markedsoverblik for december: Rekordår - Hovedstaden stikker af

Båret frem i Region Hovedstaden satte bilsalget satte ny rekord i 2019 med mere end 225.000 nye personbiler. Det er selvom en hæsblæsende afslutning udeblev i december. Der er store regionale forskelle at spore, især hvad angår bilsalget til private kunder, som ikke følger den generelle udvikling i markedet.

I 2019 blev der indregistreret 225.518 nye personbiler, hvilket er en ny rekord. Det var selvom december måned trods fremgang i forhold til samme måned i 2018 lå ca. syv pct. under gennemsnittet for december i perioden 2014-2018. Privatleasing er med en vækstrate på 33 pct. den salgskanal, som i 2019 oplevede størst vækst i forhold til 2018. I december 2019 udgjorde leasing 29 pct. af privatmarkedet. Selvom privatleasing er helt tilbage på niveau med før reglerne om genberegning blev vedtaget (efteråret 2017), følger privatmarkedet samlet set ikke trit med totalmarkedet. Væksten i totalmarkedet var i 2019 over tre pct., imens privatmarkedet samlet set dykkede med 1,5 pct. i forhold til året før.

Desuden er det stort set kun i Region Hovedstaden, at bilsalget går frem. På landsplan blev der i 2019 indregistreret 7.110 flere nye biler end i 2018. Hovedstaden stod for en fremgang på 7.111 flere nye biler i perioden, og nåede dermed op på næsten 90.000. Det svarer til, at fire ud af ti nye biler sælges her. Det er den højeste andel i mindst tyve år. Hovedstaden adskiller sig fra de øvrige regioner på flere andre områder. Udover en højere andel af premium-mærker, var det eksempelvis kun Region Hovedstaden, som oplevede en fremgang på privatmarkedet i 2019.

Sidstnævnte skyldes især, at privatleasing er langt mere udbredt i hovedstadsområdet end i resten af landet. Hver tredje nye personbil indregistreret til en privat kunde i Region Hovedstaden i 2019 var privatleaset. Det er dobbelt så høj en andel som gennemsnittet i de fire øvrige regioner. Men samlet set udgjorde forbrugerkøb og privatleasing dog kun 47 pct. af personbilsalget i Region Hovedstaden. Til sammenligning var privatandelen mellem 61 og 72 pct. i de fire øvrige regioner.

Bortset fra, at en elbil opnåede flest indregistreringer i december måned, var der ikke de helt store overraskelser i årets sidste måned. Symptomatisk for ovenstående regionale forskelle opnåede både Volkswagen Passat og Nissan Qashqai dog flere nyregistreringer end Tesla Model 3 i Region Hovedstaden.

Kilde: Bilbranchens markedsoverblik udarbejdes på baggrund af tal fra Bilstatistik.dk om nyregistrerede personbiler i Danmark.

Skrevet af:

Frederik Funder

Frederik Funder

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3572
  • Mobil +45 3166 3857
  • E-mail ffpe@di.dk

Relateret