Bilbranchen Analyser

Markedsoverblik: Rift om grønne SUV’er i marts

Den 1. marts blev bilforhandlerne genåbnet for private bilkunder, og månedens bilsalg stod i skarp kontrast til marts måned sidste år, hvor coronarestriktionerne for første blev indført. Især opladelige SUV’er trak personbilmarkedet op.

Bilsalget steg markant
I alt blev der indregistreret 23.736 nye personbiler i marts 2021. Det er en stigning på 56 pct. i forhold til marts 2020, hvor bilsalget dykkede markant i forlængelse af de første coronarestriktioner blev vedtaget i Danmark. Stigningen var størst i Region Nordjylland (68,6 pct.) og mindst i Region Sjælland (47,3 pct.). I årets første tre måneder er indregistreringerne faldet 10 pct. på landsplan i forhold til samme periode sidste år. Bilsalget var ved udgangen af marts faldet 7 pct. de seneste 12 måneder i forhold til de forudgående 12 måneder.

Fordobling i antal nye biler til erhvervskunder
I marts blev der indregistreret 35 pct. flere nye biler til private bilkunder og 100 pct. flere til erhvervskunder i forhold til marts 2020. Dog tog erhvervssegmentet også det største dyk under nedlukningen i marts sidste år. Erhvervskunderne stod for ca. 10.000 nyregistreringer i marts, hvoraf 77 pct. var leaset. Der blev indregistreret knap 11.000 nye biler til private kunder, der valgte at købe bilen, og derudover ca. 2.700 på privatleasingkontrakt. 38 pct. af de nye personbiler købt af private bilkunder i marts var enten en el- eller plug-in hybridbil.

Foto: Colourbox

10.097 nye SUV'er i marts
Antallet af nye SUV'er i mellemklassen (Ford Kuga, Nissan Qashqai, Volkswagen ID.4 mv.) blev i marts tredoblet i forhold til samme måned året før. Mellemklasse SUV'erne er for første gang det største bilsegment. I alt blev der indregistreret mere end 10.000 nye SUV'er i marts. I marts var 43 pct. af alle nye SUV'ere opladelige. I samme måned sidste år var det kun 10 pct. af ca. 5.000 nye SUV'er, som var opladelige.

Tre ud af ti nye biler er opladelige
Der blev i marts indregistreret 6.772 nye el- og plug-in hybridbiler. Det svarer til 29 pct. af alle nye personbiler indregistreret i marts. I marts måned sidste år var de opladelige bilers markedsandel 12 pct., hvilket dengang var ny rekord. De nye indregistreringer i marts fordelte sig på 2.067 nye rene elbiler og 4.705 nye plug-in hybridbiler. Der er aldrig før indregistreret så mange nye plug-in hybridbiler i en enkelt måned, som i marts. Den sidste rekord fra december 2020 var på ca. 3.500

Hver fjerde opladelige bil var en Volkswagen eller Ford
I top 5 var der to bilmærker, som havde en højere andel af opladelige biler end markedsgennemsnittet (29 pct.) - Ford (53 pct.) og Volkswagen (32 pct.). Volkswagen havde den højeste markedsandel på 10,6 pct. af alle nyregistrerede personbiler og den højeste markedsandel på 29,3 pct. af alle nye elbiler. Ford opnåede total set den femte højeste markedsandel på 7,3 pct., og med over 900 opladelige Ford Kuga stod bilmærket for 19,6 pct. af alle nye plug-in hybridbiler.

Bilbranchens Markedsoverblik er lavet på baggrund af tal fra Bilstatistik.dk.

Frederik Funder

Frederik Funder

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3572
  • Mobil +45 3166 3857
  • E-mail ffpe@di.dk

Relateret