Bilbranchen Analyser

Bilbranchen i bøn – lad os åbne delvist op

Danske bilforhandlere rammes hårdere end andre brancher af forlængede coronarestriktioner. Derfor beder branchen om lov til i begrænset omfang at åbne op for private kunder i salgslokalerne.

60 procent af bilforhandlerne forventer et fald i omsætningen på mindst 30 procent i de tre første måneder af 2021. Det er mere end det dobbelte af gennemsnittet for alle brancherne samlet set.

Det viser en ny analyse fra DI’s Virksomhedspanel, som samtidig viser, at cirka hver sjette forhandler kun har penge på kontoen til at holde forretningen kørende én måned frem.

"Det er meget alarmerende tal. Og fordi tallene kommer fra en branche med meget store udstillingslokaler og dermed gode forudsætninger for en forsvarlig og kun delvis genåbning, kommer vi nu med denne bøn.", siger branchedirektør, Thomas Møller Sørensen.

Han opfordrer derfor regeringen til at se på branchens særlige vilkår og understreger, at man ikke foreslår en fuld genåbning, men kun en delvis genåbning under specifikke betingelser.

"Bilforhandlernes salgslokaler var åbne i foråret, så branchen er vant til at tage store forholdsregler for at undgå smitte. Der er god afstand, håndsprit, påbud om mundbind og flere andre tiltag, der begrænser kontakt og reducerer risikoen for smitte.", siger Thomas Møller Sørensen.

Bilbranchen i DI har i denne uge sendt et konkret forslag til Erhvervsministeriet til en forsvarlig måde, landets bilforhandlere kan få lov til i begrænset omfang at åbne salgslokalerne op for private kunder. Forslaget indebærer blandt andet krav om minimum 100 kvm. pr. kunde samt krav om forudbestilling af tid til fremvisning og eventuel prøvekørsel.

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3302
  • Mobil +45 4141 7791
  • E-mail klhh@di.dk

Relateret indhold