Bilbranchen Analyser

Nyt Tendens: Kæberasler til bilbranchen

Nybilsalget er nede med ca. 18 pct. år-til-dato og 2020 ser ud til at ramme nybilforhandlerne som en knytnæve mod kæben. I en ny medlemsundersøgelse tegner der sig imidlertid et lidt mindre negativt billede end før sommerferien. Kvartalsrapporten Tendens tager pulsen på en presset bilbranche tre kvartaler inde i 2020.

Nybilforhandlernes forventninger til årets samlede omsætning i 2020 indenfor fire kerneområder ligger stadig under det budgetterede. Men forhandlernes forventninger er dog mindre negative end før sommerferien. Det konstaterer den nye branche- og konjunkturrapport Tendens, som Bilbranchen netop har udgivet.

Tendens analyserer både danske og europæiske tal, hvori coronakrisen har sat sit tydelige præg. Herhjemme ligger omsætningen i bilhandlen i andet halvår 7,4 pct. under samme halvår i 2019, imens eftermarkedsomsætningen kun faldt med 2,7 pct.

Nedgang i omsætningen
Nedgangen i omsætningstallene dækker også over store nedgange i nybilsalget, imens brugtbilsalget er blomstrende. Priserne på brugte biler er således på et højere niveau i dag end før coronanedlukningen, imens nybilpriserne ser ud til at være status quo i samme periode. Derimod sker der en stigende prisudvikling på eftermarkedet.

Nye grønne biler
Selvom nyregistreringstallene i årets første tre kvartaler samlet set ser røde ud i forhold til de samme kvartaler i 2019, er der imidlertid en tendens mod flere grønne biler. Faktisk er andelen af nye grønne biler i det samlede nybilsalg steget til 13 pct. i årets første ni måneder. For blot fem år siden var samme andel i samme periode blot 0,6 pct.

Lønkompensation i bilbranchen
Som en del af kompensationspakkerne til erhvervslivet under og efter nedlukningsperioden i foråret, har virksomheder kunne gøre brug af lønkompensationsordningen. Derfor har Tendens kigget på, hvordan bilbranchen har udnyttet denne mulighed for kompensation ved at vise, hvor mange medarbejdere og virksomheder i branchen, der har gjort brug af kompensationsmuligheden.

Vækstpotentiale på eftermarkedet?
Derudover har Tendens som altid dykket ned i både vare- og lastbilsalget, der begge er i knæ oven på et mere end turbulent år 2020. Og som afslutning peger Tendens på et muligt vækstpotentiale på eftermarkedet i lyset af den seneste udvikling i biltrafikken og bilbestanden, der til sammen kan have stor betydning for bilbranchens eftermarked.

Foto: Colourbox

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3302
  • Mobil +45 4141 7791
  • E-mail klhh@di.dk

Relateret