DI Bilbranchen Analyser

Nyt Tendens: Dansk elbilpolitik virker og bør gøres permanent

DI Bilbranchens brancheanalyse, Tendens, tager i denne udgave pulsen på den danske bilbranche. Emnerne strækker sig over alt fra den succesfulde danske elbilpolitik til kommende forventninger til bilsalget og analyse af nybil- og brugtbilsalget.

Foto: DI Bilbranchen

Nye tal fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet (KEFM) viser en betydelig opjustering af den forventede udrulning af elbiler i den danske bilpark. Det gør de, fordi danske bilkøbere har vist større appetit på elbiler end hidtil antaget, hvilket giver Danmark en stor fordel. 

For samtidig med den store stigning i antallet af indregistrerede elbiler, har registreringsafgiftens indtægter aldrig udgjort så lille en andel af BNP. Dermed er der i år mere end nogensinde en oplagt chance, for at omlægge bilbeskatningen og få fjernet registreringsafgiften på nulemissionsbiler. 

Netop forslaget om at omlægge bilbeskatningen har DI regnet på med udgangspunkt i de nye tal fra KEFM. 

Med DI’s politik vil der således kunne opnås helt op imod 91 pct. elbiler i den samlede personbilbestand i 2035. Dermed vil der med DI’s forslag være i omegnen af 3,3 millioner elbiler i den danske bilpark i 2035 

Ovenstående pointer forklares i detaljer i den nye udgave af Tendens, der netop er lanceret, og som du kan læse i sin helhed på linket. 

Brancheanalyse af bilsalget 

Med data fra Google-søgninger og en analyse af forbrugertilliden giver Tendens også et bud på, hvordan de kommende måneders bilsalg vil udvikle sig. DI Bilbranchens Google Trends-indikator viser således en forventning til et nybilsalg de kommende måneder, der vil ligge i omtrent det samme niveau som de foregående måneder. 

Tendens har også sat luppen på det nordiske bilmarked, hvor Danmark ligger i den grønne førertrøje i forhold til den positive udvikling med elbilsalget 

Selvom Norge ligger på et markant højere niveau for elbilsalgets andel af det samlede nybilsalg, har elbilsalget ligget på et relativt stabilt niveau de seneste par år. Men Danmark er nu løbet fra Sverige og Finland, som historisk set har fulgt elbiludviklingen i Danmark relativt tæt. Både Sverige og Finland har ligget med markedsandele for elbilerne på mellem 30 og 40 pct. henover de seneste par år. Her er Danmark således trukket fra, med elbilernes markedsandel på 65 pct. for årets første fire måneder. 

Det har givet anledning til, at Tendens som noget nyt er dykket ned i udviklingen med elbilernes rækkevidde, der har set mere end en fordobling de seneste ti år. 

Brugtbilsalget og lastbilsalget i fokus 

Som sædvanligt bringer Tendens også Udbudsindikatoren, der med data fra Bilbasen viser udviklingen i efterspørgsel og udbud på brugtbilmarkedet. 

Indikatoren viser et billede af et brugtbilmarked, der generelt set fortsat er i underudbud i forhold til efterspørgslen på de mest populære segmenter. Herunder kan især nævnes elbilerne, gulpladebiler og de mindste segmenter. Det kan du læse mere om i brugtbilsafsnittene i analysen. 

Afslutningsvist dykker Tendens ned i de seneste års lastbilsalg, der lige som personbilmarkedet viser grønne tegn. Salget af nye elektriske lastbiler fyldte ca. ti pct. af det samlede salg af nye lastbiler de seneste 12 måneder, hvilket er en markant ændring fra blot en enkelt pct. for bare tre år siden. 

Det er primært de mindre 2-akslede lastbiler, der bærer fremgangen i det elektriske lastbilsalg, men salget af de lidt større 3-akslede el-lastbiler er nu også begyndt at fylde en væsentlig andel af markedet, der kan udfylde langt større behov hos kunderne. 

Sammen med de kommende statslige støttepuljer til netop grøn omstilling af den tunge transport, giver udvidelsen af udbuddet af de grønne køretøjer på tværs af køretøjsstørrelserne en forventning om et stadigt stigende grønt lastbilsalg de kommende år.

Kenneth L. Hjorth-Hansen
Skrevet af:

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3302
  • Mobil +45 4141 7791
  • E-mail klhh@di.dk

Relateret indhold